Satellit. Franske læsere af japanske mangategneserier fører an i en SoMe-offensiv mod det højrenationalistiske Rassemblement National.

Mangakampagne mod Bardella 

Det kan godt være, at Rassemblement Nationals 28-årige stjerne Jordan Bardella har vinden i ryggen, men der blæser en strid modvind fra én kant: de franske læsere af mangategneserier.

Årsagen? En af partiets parlamentsmedlemmer, Jean-Philippe Tanguy, såede i fjor tvivl om, hvorvidt mangategneserier overhovedet kunne kaldes kultur. Det skete, efter det kom frem, at over 50 procent af det såkaldte Pass Culture (som giver unge på 15-17 år 20-30 euro årligt og 18-årige 300 euro, som de kan bruge på kulturelle tilbud som film, teater, bøger) bliver brugt på mangategneserier. 

»Vi må sørge for, at pengene bliver brugt på aktiviteter, der virkelig er kulturelle,« sagde Tanguy således under en debat i Nationalforsamlingen efter at have stillet forslag om at undtage mangategneserier fra ordningen.

Allerede dengang svarede daværende kulturminister Rima Abdul Malak igen, at der skam »både findes mangaer om Napoleon, Jeanne d’Arc, frankrigshistorien og pariserkommunen«. 

Franske mangetegneserier. Forrige år kom det frem, at over 50 procent af Frankrigs unge bruger deres kulturpaspenge på mangabøger. Arkivfoto: Joel Saget, Scanpix

Og nu forsøger mangafans (og det yderste venstrefløjsparti La France insoumise) at mobilisere de unge læsere mod Bardella ved det kommende valg via TikTok. As-Mu

asmu
(f. 1970) er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet og Institut d'Études Politiques d'Aix-en-Provence. Aske er korrespondent i Frankrig, men skriver også om sikkerhedspolitik, europæiske forhold og økonomi, samt sprog, litteratur, kunst, kulturhistorie, mad og (natur)vin. Han har skrevet og bidraget til flere bøger heriblandt Kernevåben i knibe (1998), Turen går til EU (2001), Turen går til Paris (2009), Den rystede Republik - hvad i alverden er der galt med Frankrig? (2020) og Oh La La - Hvorfor er de så franske i Frankrig? (2022).

Andre læser også