Satellit. Med sit første visit i Nordkorea i 24 år satser Vladimir Putin på at styrke sin internationale alliance af antidemokratiske og antivestlige lande.
Venner i krig
Den fik ikke for lidt, da Vladimir Putin tirsdag-onsdag besøgte sin nordkoreanske diktatorkollega, Kim Jong-un. I Pyongyang blev den helt store røde løber suppleret med portrætter af Ruslands præsident, børn med russiske flag, flere militærceremonier og et kor, der hyldede de to statsledere, som brugte anledningen til at underskrive en aftale om strategisk samarbejde.
Ifølge amerikanske efterretninger forventes Rusland at levere avancerede militære teknologier til Nordkorea inden for blandt andet ballistiske missiler og atomubåde. Til gengæld regner man med, at nordkoreanerne fortsætter med at forsyne russerne med mere primitive våben. I forvejen menes Nordkorea at have sendt flere artillerigranater til Rusland, end hele Europa har samlet sammen til Ukraine.
Da Vladimir Putin begyndte at handle hos Kim Jong-un i efteråret 2022, blev det til dels latterliggjort af vestlige iagttagere, som talte om Putins »desperation«. Men siden har Nordkorea bevist sit værd som militærpartner, og nu er man i Vesten langt mere bekymret for den trussel, som Ruslands fornyede alliancer udgør for den frie verden.
Når Putin afslutter sit første besøg i Nordkorea i 24 år, flyver han i øvrigt videre til et omfattende program i Vietnam, hvor han heller ikke har været længe, i 11 år.

Del: