Kosovo, Europas yngste nation og også en af de fattigste, har ved et netop overstået valg givet sin siddende premierminister, Albin Kurti, et nyt mandat til at bryde et politisk dødvande, som har præget det meste af 2025.

Den siddende premierminister, Albin Kurti, har fået et nyt mandat til at fortsætte med lige knap halvdelen af stemmerne. Foto: Geogi Licovski, Scanpix. 
Den siddende premierminister, Albin Kurti, har fået et nyt mandat til at fortsætte med lige knap halvdelen af stemmerne. Foto: Geogi Licovski, Scanpix. 

Kurti, der fik lige knap halvdelen af stemmerne som leder af partiet Vetevendosje, kombinerer et centrum-venstre-program med en nationalistisk linje på vegne af de omkring 90 procent af Kosovos cirka 1,6 millioner indbyggere, som tilhører den albansktalende majoritet.

Ved parlamentsvalg i februar fik han ikke stemmer nok til at kunne danne regering uden støtte fra de store oppositionspartier. Da de ikke ønskede at indgå i et samarbejde med ham, endte landet i en langvarig politisk lammelse.

Kurti har været ved magten det meste af perioden siden 2020, og årene under hans styre har været præget af betydelig spænding med nabolandet Serbien mod nord. Kosovo var skueplads for NATOs luftkrig i 1999, der havde til formål at presse de serbiske styrker ud af området. Landet erklærede sig selvstændigt i 2008, men uafhængigheden anerkendes fortsat ikke af Serbien.

Kosovo har, ligesom Serbien, et langsigtet mål om at blive medlem af EU. EU har imidlertid gjort det klart, at de to lande som minimum må normalisere deres indbyrdes forhold, før en egentlig optagelsesproces kan komme på tale. harms