Kupplaner og rygter om invasion

Forlydender om kupplaner og forestående invasioner fra den ene eller anden side har i de seneste uger svirret gennem den lille indeklemte republik Moldova med kun tre millioner indbyggere. I midten af februar gik landets provestlige præsident, Maia Sandu, offentligt ud med beskyldninger om, at Rusland stod bag en plan om at vælte hende og landets demokratisk valgte regering og indsætte et nyt, russiskvenligt styre.

I denne uge var det så Kreml – ivrigt sekunderet af de russiske statsmedier – som beskyldte Ukraine for at have planer om at invadere Transnistrien, en selvstyrende russiskbefolket enklave, der formelt, men ikke de facto er en del af Moldova. Ukraine har afvist rygterne – men også sagt, at man har udstationeret en »passende« styrke langs grænsen til Transnistrien for at forhindre et muligt russisk angreb ad den vej.

Årsagen til al virakken kan aflæses på et landkort: Lykkes det Rusland at etablere en lydregering i Moldova i stil med Aleksandr Lukasjenkos regering i Belarus, kan landet potentielt bruges som springbræt til at åbne en ny front i krigen mod Ukraine. Og den ukrainske havneby Odesa, som længe har været et eftertragtet russisk mål, ligger kun et par timers kørsel fra Moldova.

Det vil ikke være helt ukompliceret for russerne at iværksætte et angreb. For øjeblikket befinder der sig cirka 1.500 russiske soldater i Transnistrien under dække af at være en såkaldt »fredsstyrke«, men de er alt for få og mangler de tunge våben, der er nødvendige for at invadere et fjendtligt land. Russiske styrker skulle i givet fald flyves til regionen, men det kan kun lade sig gøre ved at krydse ukrainsk territorium, hvor de store militærtransportfly ville være i stor risiko for at blive skudt ned undervejs.

Denis Cenusa, som er ekspert ved tænketanken Eastern Europe Studies Centre i Vilnius, Litauen og selv moldover, mener da også, at »det vil være svært for Rusland« at bruge Moldovas territorium til et fremstød i Ukraine. Men lykkes det russerne at installere en Kreml-venlig regering i den moldoviske hovedstad, Chisinau, vil det være »en strategisk meget problematisk situation for ukrainerne, der så ikke længere kan føle sig trygge langs deres sydvestlige grænse«.

»Det vil tvinge ukrainerne til at øge deres styrker langs denne grænse; styrker, der er stort behov for andre steder. Og det vil kunne bringe russiske styrker i betænkelig nærhed af de forsyningslinjer, der går fra Vesten gennem Rumænien til Ukraine,« siger han i et telefoninterview.

Russisk destabilisering

Uanset hvad motivet så end kan være, er Cenusa ikke i tvivl om, at Rusland prøver at destabilisere den offentlige orden i Moldova gennem store antiregeringsdemonstrationer organiseret af den del af oppositionen, der har solide forbindelser til Moskva. »Kreml har i mange år givet økonomisk støtte til partier, der har mål, som overlapper den russiske dagsorden. Og nu prøver man at bruge den omfattende utilfredshed i befolkningen over de stærkt stigende priser – blandt andet fremkaldt af, at Rusland kan lukke og slukke for leverancer af el og gas til Moldova efter forgodtbefindende – til at fremkalde et regeringsskifte.«

Det har Rusland ifølge den moldoviske regering prøvet på flere gange, siden den nuværende præsident, den 50-årige Maia Sandu, der er uddannet på Harvard og tidligere økonom i Verdensbanken, kom til magten ved valget i 2020 og straks satte kurs mod en nærmere tilknytning til EU og Vesten. Hvilket sidste år gav resultat, da Moldova fik status af kandidatland til EU-medlemskab sammen med Ukraine.

Det var den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, der i midten af februar afslørede, at hans efterretningstjeneste havde opsnappet planer om, hvordan russiske infiltratorer, hjulpet af lejesoldater fra Serbien, Montenegro og Belarus samt prorussiske moldovere, havde planlagt at bruge store folkelige demonstrationer som dække for voldshandlinger, angreb mod statsinstitutioner og gidseltagning af provestlige politikere. Hovedmålet var at erstatte Sandu med en prorussisk præsident. Senere blev kupplanerne bekræftet af den moldoviske efterretningstjeneste og præsident Sandu, der udtalte, at kuppets formål var »at stille vores land til rådighed for Rusland og stoppe integrationen i Europa«.

Der er ovenikøbet sat navn på den person, som var udset til at være russisk marionetfigur i Moldova: Ilan Shor, 35-årig oligark og oppositionspolitiker. Han blev i 2017 idømt syv års fængsel i en sag om massiv banksvindel og befinder sig for øjeblikket i Israel, hvor han er født. Det hindrer ham ikke i at være leder af et moldovisk oppositionsparti, Shor-partiet, der har gjort sig bemærket ved at uddele fødevarer og tøj til sine tilhængere, især pensionister fra de fattigere regioner af landet, som bliver fragtet ind til hovedstaden, Chisinau, i busser for at deltage i demonstrationer mod regeringen.

På Dnjestrs østbred

Kampen mellem vestlig og russisk indflydelse i Moldova er ikke ny, men har stået på lige siden den russiske zar Aleksander 1. erobrede området fra rumænerne under Napoleonskrigene i begyndelsen af 1800-tallet. Under den moldoviske sovjetrepublik 1940-91 foregik en drastisk afrumænisering af landet, det latinske alfabet blev erstattet af det kyrilliske, og tilflyttere strømmede til fra Rusland og Ukraine, især til det nyindustrialiserede område øst for floden Dnjestr.

Da Sovjetunionen blev opløst i sine bestanddele i 1991, forsøgte Rumænien uden held at få Moldova tilbage, og Moldova blev anerkendt som selvstændig republik. Dog kan de 75 procent af moldoverne, der er etniske rumænere, let få rumænsk statsborgerskab – og dermed fuld og uhindret adgang til hele EU, hvad mange har benyttet til at skaffe sig arbejde uden for landets grænser.

Men kort efter landets selvstændighed opstod en væbnet konflikt mellem de centrale myndigheder i Chisinau og de etniske russere og ukrainere øst for Dnjestr-floden, og statsenheden Transnistrien, en smal stribe land langs den østre flodbred med en befolkning på cirka en halv million, blev dannet med industribyen Tiraspol som hovedstad.

Det var del af en strategi, der gik ud på at danne russiskdominerede enklaver rundtom i de tidligere sovjetrepublikker for at bevare russisk indflydelse – senere gentaget i de georgiske provinser Abkhasien og Sydossetien og i ukrainske Donbas, hver gang med blodsudgydelser til følge.

Transnistrien er ikke anerkendt som selvstændig nation af noget andet land – end ikke Rusland – men fungerer i praksis som sådan med egen præsident, regering og parlament, eget flag og egen møntfod, den transnistriske rubel, og de moldoviske myndigheder indrømmer beredvilligt, at de ikke har kontrol med noget som helst øst for Dnjestr-floden.

Som besøgende i landet føler man sig hensat til et levende sovjetmuseum med Lenin-statuer, hammer og segl-symboler og røde flag overalt. Et monopolselskab, Sheriff, ejer alting af værdi fra butikskæder til fodboldklubben FC Sheriff, der lejlighedsvis har bemærkelsesværdig succes i de europæiske turneringer på grund af de indkøbte brasilianske og afrikanske spillere.

Penge er der tilsyneladende rigeligt af, takket være billig energi og subsidier fra Rusland og regionens semilegale status, som har gjort den til et paradis for smuglernetværk, der plejede at transportere russiske og ukrainske produkter via Moldova ud til det europæiske marked. En trafik, der blev væsentligt reduceret, da Ukrainekrigen brød ud, og de ukrainske myndigheder lukkede alle grænsestationer langs den 400 km lange grænse til Transnistrien.

Neutral i krigen

Af mange grunde er befolkningen i Transnistrien ikke særligt ivrige efter, at deres territorium bliver brugt som springbræt for et nyt russisk militært fremstød i Ukraine. Landets »præsident«, Vadim Krasnoselskij, har gjort meget ud af at understrege, at Transnistrien er neutral i Ukrainekrigen, som han har kaldt »tragisk« og »beklagelig«, og han har forsikret befolkningen om, at situationen ved landets grænser er »rolig« – trods propagandaen i de statslige russiske medier om en forestående ukrainsk invasion.

Den påfaldende neutralitet skyldes, at enklavens forbindelser til Ukraine er mange og dybe. Omkring hver tredje af Transnistriens indbyggere stammer fra Ukraine og har familie og slægtninge dér, det gælder blandt andre Krasnoselskij selv. Ukrainsk er et af Transnistriens tre officielle sprog. Landets største universitet er opkaldt efter Ukraines elskede nationaldigter Taras Sjevtjenko, og der er mange statuer af ukrainske helte spredt rundtomkring i statsenheden.

»Den politiske og økonomiske elite i Transnistrien ved udmærket, at de vil blive smadret af konsekvenserne af en militær konflikt med Ukraine, og de forstår også, at hvis de deltager i nogen militær handling mod Ukraine, vil de lide under de økonomiske forholdsregler, EU i så fald ville tage,« siger Denis Cenusa fra Eastern Europe Studies Centre.

»Transnistrien er meget afhængig af eksporten til EU, og mere end 60 procent af regionens eksport går til Europa. Så alene af den grund er de ikke interesseret i at blive draget ind i krigen. Men hvis Rusland beslutter sig for at bruge Transnistrien som afsæt til et angreb på Ukraine, har de lokale myndigheder ingen indflydelse på det.«

En museumshær

Moldovas svar på krigstruslerne er at sætte forsvarsbudgettet gevaldigt op i år – med hele 68 procent sammenlignet med sidste år. Men beløbet er fortsat lavt: 75 millioner euro eller 0,55 procent af landets bruttonationalprodukt. Som landets forsvarsminister, Anatolie Nosatii, spøgefuldt udtrykker det over for The Economist, har man ikke engang haft råd til at udskifte det europalandkort, der hænger på hans kontor og stadig viser Moldova som en del af Sovjetunionen. Landets få kampvogne er museumsstykker, og kun halvdelen af Moldovas hær på 6.500 er professionelle.

EU har lovet at give moldoverne for 40 millioner euro ikkedødbringende hjælp så som overvågningsdroner og udstyr til cyberforsvar. Tyskland stiller med 19 pansrede mandskabsvogne. Men yderligere assistance er nødvendig, mener Denis Cenusa.

»I kan hjælpe endnu mere med at modernisere Moldovas militære styrker, øge efterretningstjenestens kapacitet og styrke opretholdelsen af lov og orden i landet. Det skal ske med krav om stor åbenhed og gennemsigtighed. Der er meget lidt kontrol med de moldoviske myndigheders beslutninger,« siger han.