PRATO – Ved første øjekast ligner Prato i Toscana en ærkeitaliensk by. Det historiske centrum er fyldt med smukke pladser, hyggelige restauranter, kaffebarer, tøjbutikker, kirker og betagende renæssancearkitektur, der sender en kærlig hilsen til storebror Firenze en halv times kørsel væk.

Men ude på den anden side af de gamle bymure er virkeligheden en anden. Her lever i omegnen af 50.000 kinesere – en fjerdedel af byens befolkning – og i Pratos vidtstrakte Chinatown med hundredvis af kinesiske butikker, servicevirksomheder og spisesteder glemmer man let, at man befinder sig i Italien.