PARIS – Der raser for tiden en form for detailhandelskrig mellem Kina og Frankrig. En batalje, som foregår online, i de parisiske retssale og nu også midt i et af den franske hovedstads mest prestigiøse stormagasiner: Nemlig BHV i Marais.

Her åbnede den kinesiske onlinegigant Shein i november sin første fysiske butik. På øverste etage og under stor ståhej. Shein er en af de helt store platforme for ultrafast fashion, som sprøjter tøj og klædestykker ud med en hastighed, der får den gængse fast fashion som Zara og H&M til at virke nærmest bæredygtigt langsommelige.