Der ventede det polske establishment et chok, da stemmerne i det polske præsidentvalgs første runde 18. maj var talt op: 34,8 procent af de 18-29-årige vælgere havde stemt på den højreradikale kandidat Slawomir Mentzen, der blandt andet var gået til valg på at skærpe Polens i forvejen meget skrappe abortlovgivning, så det også forbydes polske kvinder at få afbrudt deres svangerskab, hvis de er blevet gravide som følge af voldtægt.

Som nummer to blandt de 18-29-årige med 18,7 procent lå Adrian Zandberg fra det lille venstreradikale parti Razem (Sammen), der også tager klar afstand fra Donald Tusks regering.