Satellit. »Pikken forsvinder, og prostata indfinder sig.« Den italienske vicekulturminister har vakt opmærksomhed med sine udtalelser om de mandlige organers skiftende påtrængenhed gennem livet.
Italiensk uden filter
Det udløste en del nervøse trækninger, da kunstkritikeren og politikeren Vittorio Sgarbi sidste år blev udnævnt til vicekulturminister i den italienske Meloni-regering.
Den nu 71-årige Sgarbi fik sit gennembrud på Berlusconis private tv-kanaler i 1990erne, hvor han blev kendt for sit iltre temperament og løsslupne mundtøj. Ved en enkelt lejlighed måtte han også bæres ud af parlamentet af fire parlamentsbetjente, råbende og skrigende.
Nu har en gruppe medarbejdere ved det romerske museum Maxxi, som beskæftiger sig med det 21. århundredes kunst, klaget til deres ledelse over Sgarbi, som under en sceneoptræden på museet i sidste uge blandt andet udtalte følgende: »Houellebecq siger, at der er et tidspunkt i livet, hvor vi kun kender ét organ: pikken. Pikken er et udforskende organ, eller rettere penetrerende, man bruger den til at forstå. Efter de 60 år finder man så ud af, at der også eksisterer andre organer, for eksempel tyktarmen, bugspytkirtlen og prostata. Jeg anede ikke, hvad fanden den var for en, den der prostata, jeg havde aldrig haft æren, men omkring de 67 år dukkede den pludselig op, og siden har der ikke været andet end bøvl med den lorteluder. Pikken forsvinder, og prostata indfinder sig.«
De ansatte kræver, at museet fremover er mere omhyggelig med sin udvælgelse af optrædende af hensyn til museets omdømme.

Del:



