Israel fryses ude af dødens supermarked

VILLEPINTE – Alt fra fjernstyrede ukrainske discountbombedroner til højteknologiske, autonome dræberdroner med optiske systemer, der kan klare sig uden gps, gjorde det tydeligt på dette års udgave af forsvarsmessen Eurosatory i Villepinte, nord for Paris – at droner er og bliver et af de vigtigste både offensive og defensive militære redskaber.

Bortset fra dronerne syntes nyskabelser og innovation på messen at være sat på pause til fordel for det forsvarspolitiske imperativ, som er fulgt i kølvandet på Ruslands angrebskrig på Ukraine: at skrue op for kadencen i produktionen af godt gammeldags tungt artilleri.

»Vi har tredoblet produktionen af Caesar-kanoner,« forklarer Loïc Kerihuel fra våbenproducenten KNDS France (en fusion af Nexter og Kraus-Maffei-Wegmann) stolt, mens han kammeratligt klapper mundingen af kanonløbet på den mobile model Caesar-6x6, der kan affyre seks 155mm-granater i minuttet, og som er med til at hjælpe ukrainerne med at holde russerne stangen.

»Uanset om det er artillerigranater, kanoner og kampvogne, så har alle skruet op for tempoet, fordi det er nu, der er masser af penge at tjene,« siger han og skynder sig at tilføje noget om »den vigtige kamp for demokratiet, naturligvis«.

Inde i messehallerne er der et helt uoverskueligt leben. Officielle delegationer af arabiske og afrikanske generaler og militærfolk mosler rundt, sekunderet af uniformerede repræsentanter fra det franske forsvarsministerium. Alle internationale våbenfirmaer vil gerne have del i de voldsomt øgede forsvarsbudgetter, og hver af de 162.000 kvadratmeter er da også tætpakket. 

Bortset lige fra ét hjørne, som er tomt og spærret af med interimistiske skillevægge. Her skulle de 74 israelske firmaers stande have været, men Israel blev i sidste øjeblik forment adgang til messen, efter at de franske myndigheder fandt Israels deltagelse i modstrid med præsident Macrons krav om et stop for den israelske offensiv imod Hamas i Gaza.

En holdning, der siden blev bakket op af en domstolsafgørelse på anmodning af flere ngo’er. Domstolsafgørelsen gik dog endnu videre end regeringen, idet den også forbyder messedeltagere at fremvise israelske våben eller at have noget med israelske repræsentanter at gøre.

Fra israelsk side er man »overrasket« over den pludselige afgørelse, som man finder »ubehagelig«, som Yehuda Lahav fra Israels største våbenfabrikant Israel Aerospace Industries (IAI) siger til nyhedstjenesten Breaking Defense. Den sætter Israel i bås med lande som Rusland og Belarus, der har været udelukket siden 2022 på grund af krigen i Ukraine.

Udelukkelsen bliver ikke mindre opsigtsvækkende af, at Tyskland – Frankrigs tætteste allierede – har anlagt en helt anden kurs:

Israel har netop deltaget i Berlin Air Show, hvor kansler Olaf Scholz lod sig fotografere i selskab med netop direktøren for IAI, Amir Peretz. Desuden underskrev Tyskland i november en milliardkontrakt på indkøb af IAIs Arrow 3-luftforsvarssystem – et system, der i april viste sit værd, da det som en del af Israels såkaldte jernkuppel-forsvar bidrog til neutraliseringen af den massive bølge af 300 missiler og kampdroner, som Hizbollah sendte ind over landet fra Libanon.

Amerikanske våbenleverancer

Ud over at understrege en dybereliggende uenighed mellem Paris og Berlin i holdningen til Israel afslører det tyske indkøb en anden bekymrende tendens for den europæiske forsvarsindustri: Mange af de 300 milliarder euro, som de europæiske NATO-lande i 2024 ifølge NATOs opgørelser vil bruge på forsvar, går til firmaer uden for Europa.

Ifølge det internationale konsulentfirma Alix Partners er det helt op mod 80 procent af indkøbene, der bliver foretaget uden for Europa, heraf to tredjedele i USA.

USA er det eneste land i verden, som ligger inde med store lagre af våben og våbensystemer, som kan leveres omgående, og for nylig medgav den franske forsvarsminister, Sébastien Lecornu, således i dagbladet Le Figaro, at Frankrig – en af verdens største våbenproducenter – havde tabt en række store kontrakter til amerikanerne, »fordi leveringshastigheden var vigtigere end prisen«.

På messen medgiver flere repræsentanter for de store europæiske våbenfirmaer, at det er et af de helt store problemer.

»Vi forsøger alle at skrue op for kadencen, men selvom fabrikkerne arbejder i døgndrift, er der jo en naturlig grænse,« siger en repræsentant for en større artillerivirksomhed.

For eksempel vil produktionen af de meget efterspurgte 155mm-artillerigranater blive fordoblet i 2025. Men så kan kapaciteten ikke øges yderligere, og det tager tid at bygge et produktionsapparat op.

»Vi er konstant på udkig efter produktionsfaciliteter uden for Europa, som måske ikke kører på fuld kapacitet eller kan omstilles, hvilket er hurtigere end at bygge noget op fra bunden«, uddyber han.

Spørgsmålet er, om det er nok. For tiden er knap, hvis EU vil sikre sin såkaldt strategiske autonomi på forsvarsområdet. Ideelt set skulle det gerne ske inden det amerikanske præsidentvalg til november.

Alle på messen husker Trumps ord om, at han – hvis han rykker ind i Det Hvide Hus – ikke vil beskytte NATO-lande, som ikke lever op til at bruge to procent af deres bruttonationalprodukt på forsvar.

Og som forsvarsanalytikeren Giulia Tilenni skriver i seneste udgave af tidsskriftet Defence Procurement International, er det »en farlig situation, at Rusland bliver mere og mere aggressivt, mens USA distancerer sig fra Europa, samtidig med at det forbliver kontinentets primære våbenleverandør«.