Man kan let få det indtryk, at premierminister Modi er i sving med en større markedsføringskampagne af sit land – og ikke alene ved at omtale Indien med den oldgamle hinduistiske betegnelse Bharat. Men også ved at markedsføre Indien som et land med fokus på ligestilling.

Tidligere på ugen tog han således fat i et 27 år gammelt forslag om at indføre kønskvoter i parlamentet, så en tredjedel af pladserne reserveres til kvinder. Implementeringen vil være historisk og ændre sammensætningen i parlamentet radikalt. I dag er kun 14 procent af de folkevalgte parlamentarikere kvinder.

Indiens leder med det maskuline image er næppe vågnet op som fuldblodsfeminist. Men premierministeren er udmærket klar over, at landets kvinder er altafgørende for Indiens vækst. I sine taler til nationen nævner premierministeren gang på gang kvinderne. Det er kvindernes æra, siger han: »Vi skal sikre deres fulde deltagelse i Indiens udvikling.«

Tallene i landet er da også bekymrende. Ifølge Verdensbanken er kun 23 procent af indiske kvinder i arbejde. Og det er endda gået den gale vej: Beskæftigelsen for kvinder toppede i 2004 med 35 procent i job. Til sammenligning er antallet 63 procent i Kina.

Indiens premierminister Narendra Modi. Foto: Adnan Abidi, Reuters / Scanpix
Indiens premierminister Narendra Modi. Foto: Adnan Abidi, Reuters / Scanpix ADNAN ABIDI

Den økonomiske vækst har fået kvinder til at droppe jobbet, hvis manden tjener nok. Samtidig gør folkevandringen mod byerne det vanskeligere for mødre at knokle med en baby på armen, som de gjorde på marken i landsbyen.

Om kvindelige kræfter i parlamentet vil fremprovokere den ønskede kulturændring og vende op og ned på statistikkerne, er selvsagt uvist. Ifølge indiske medier behandles forslaget nu i regeringen og bliver formentlig vedtaget, så det kan få virkning fra valget i 2029.