Her står Israel, Iran og USA efter våbenhvilen

Er der våbenhvile mellem Israel og Iran?

Det ville den amerikanske præsident i hvert fald ønske. Tidligt tirsdag morgen meddelte Donald Trump, at en våbenhvile mellem Israel og Iran var trådt i kraft. Iranske og israelske medier havde også berettet om en aftale, men detaljerne forblev uklare, og aftalens skrøbelighed blev hurtigt åbenlys.

Kun få timer senere anklagede Israel Iran for at affyre missiler mod dem og truede med gengældelse direkte mod Teheran. Iran nægtede omvendt enhver overtrædelse af våbenhvilen, og situationen er stadig spændt. Tirsdag eftermiddag kritiserede Trump Israel hårdt for fortsat at bombe mål i Iran.

»Israel. Smid ikke de bomber,« skrev Trump blandt andet på sit sociale medie, Truth Social. Tirsdag eftermiddag sagde den amerikanske præsident ved et pressemøde, at han ikke brød sig om, at Israel »fyrede en salve af« efter den aftalte våbenhvile: 

»Vi står grundlæggende med to lande, der har været oppe at toppes så længe, at de ikke aner, hvad fuck de har gang i,« sagde Trump ifølge BBC.

Trump synes at have fornemmet, at USAs involvering i krigen ikke nyder støtte i den amerikanske befolkning. 

En ny CNN-måling foretaget af analyseinstituttet SSRS efter weekendens amerikanske luftangreb mod atomanlægget i Fordow i Iran viser nemlig, at 56 procent af amerikanerne er imod angrebene, mens kun 44 procent støtter dem – og gruppen af stærke modstandere er klart større end gruppen af stærke tilhængere.

Har Israel nået sine mål med krigen?

Ikke helt. Israel har flirtet med ideen om et regimeskifte i Iran, men præstestyret ser indtil videre ud til at overleve slagene. Der findes heller ikke håndfaste beviser for, at Irans atomprogram er blevet sat ud af spillet. Såvel den amerikanske vicepræsident J.D. Vance og Rafael Grossi, direktøren for Det Internationale Atomenergiagentur, har erkendt, at det er usikkert, om Irans beholdning af næsten bombeklart uran og andet atommateriale er blevet ødelagt eller blot flyttet.

Meget tyder op, at materialer, teknologi og ekspertise stadig findes i Iran. I så fald bliver det hele formentlig nu gemt bedre og dermed sværere at overvåge end før angrebene. De kortsigtede taktiske gevinster risikerer dermed at blive strategisk kontraproduktive. Regimet vil sandsynligvis sætte yderligere fart på sit atomprogram og udnytte den kaotiske situation. 

Det er derfor også muligt, at USA og Israel om ikke længe vil vælge at iværksætte endnu en mission for at »tilintetgøre« atomprogrammet i Iran.

Hvordan står det til med regimet i Iran?

Styret i Iran er under pres. Det har lidt betydelige slag: Israel har ramt central infrastruktur tilknyttet Revolutionsgarden, militæret og Basij-styrkerne – en frivillig milits, der støtter regimet – og flere højtstående embedsmænd er blevet elimineret. Tabene er dog ikke nødvendigvis afgørende.

Internt præges reaktionerne på våbenhvilen af modstridende fortællinger og fortvivlelse. Nogle støtter beslutningen om midlertidigt at indstille kampene for at genvinde kræfterne. Andre er rasende og beskylder præsidentens kreds for at have presset den øverste leder, Khamenei, til at acceptere en aftale i stedet for at kæmpe videre. En tredje stemme er gruppen, der føler sig ydmyget: De ser det faktum, at Israel har haft et netværk af spioner i Iran samt evnen til at foretage målrettede likvideringer, som et klart bevis på regimets svaghed.

Men trods de forskellige udlægninger er der én følelse, som gennemsyrer dem alle: dyb skepsis. Ingen tror for alvor på, at Israel vil overholde våbenhvilen.

Blandt almindelige iranere er bekymringen en anden – og mere nærværende. Mange frygter, at regimet vil udnytte pausen til at slå hårdt ned på intern opposition under dække af at bekæmpe forrædere og spioner. Hvis regimet genvinder kontrollen, vil det ikke blot lede efter fjender uden for landets grænser, men også blandt sine egne.

Har golfstaterne valgt side imod Iran efter regimets angreb på en amerikansk base i Qatar?

Nej, ikke definitivt. Selvom Golfstaterne fordømte Irans missilangreb mod den amerikanske base i al-Udeid i Qatar kraftigt, tyder meget på, at angrebet var koordineret med Qatar på forhånd. Golfstaterne ønsker klart nok ikke missiler på deres territorium, men vurderer, at alternativet – angreb på vitale energi- og havnefaciliteter – ville være langt værre. 

Fordømmelsen er således mest af protokollær karakter. Golfstaterne ser gerne Iran svækket, men de ønsker ikke en permanent konflikt med landet, da det ikke tjener deres langsigtede nationale interesser.

Er der en klar vinder?

Ja. Alle forsøger at udlægge resultatet som en sejr. Iran siger, at det har modstået to atommagters overlegne styrker. Israel hævder at have svækket Iran betragteligt på blot 12 dage. USA fremstiller situationen, som om Irans atomprogram er elimineret uden en stor krig. Begge Irans fjender har formentlig delvis ret.

Men den klare vinder er Israels premierminister, Benjamin Netanyahu. Hans gamle drøm om at bombe Irans atomfaciliteter er fuldbyrdet, og selvom det iranske atomprogram blot måtte være blevet forsinket, kan Netanyahu alligevel erklære det for en symbolsk og historisk sejr. Han kan nu sammenligne sig med tidligere ledere som Menachem Begin og Ehud Olmert, der bombede atomreaktorer i henholdsvis Irak og Syrien.

Samtidig ser det ud til, at Netanyahu forsøger at sikre sig et politisk eftermæle og muligvis forbereder et comeback ved det kommende israelske valg.