Analyse. Joe Biden og Donald Trump indledte i denne uge kampen om en vælgergruppe, der kan afgøre næste års præsidentvalg: arbejderne i bilindustrien. For Biden bliver det også en kamp for at leve op til sine løfter.

Grøn dobbeltmoral

WASHINGTON – Igen var Donald Trump over alle bjerge, da de republikanske præsidentkandidater mødtes i en tv-transmitteret debat onsdag aften. Men denne gang havde han en god undskyldning: Trump var rejst til Michigan for at tale til den gruppe vælgere, som stjæler overskrifter over hele USA i øjeblikket, og som forventes at spille en afgørende rolle i præsidentvalget næste år: fabriksarbejderne.

I Michigan strejker arbejderne i bilindustrien nu på anden uge, og amerikansk politik handler pludselig intenst om tekniske specifikationer på elbilers batterier og hastigheden af General Motors’ samlebånd. Strejken er organiseret af fagforeningen United Auto Workers og har bredt sig til fabrikker i 20 stater og tegner til at blive landets største i 25 år.

De to præsidentkandidater, som med al sandsynlighed vil være at finde på stemmesedlerne næste efterår – Donald Trump og Joe Biden – forsøger på hver sin måde at indynde sig hos den notorisk vægelsindede vælgergruppe: Det var Michigans arbejdere, der i 2016 hjalp Trump med at vinde først delstaten og derefter valget, og det var også dem, der senere skiftede mening og sikrede Biden et flertal i 2020.

Denne gang kunne Trump have et forspring. Onsdag aften besøgte han en producent af bildele i udkanten af Detroit, hvor arbejderne ikke er organiseret i en fagforening. Drake Enterprises, som virksomheden hedder, var nøje udvalgt: De leverer gear og andre dele til netop den type dieseldrevne biler, som Biden har så travlt med at udfase.

For travlt, mener mange arbejdere. De frygter at miste deres job i den omstilling til elbiler, som er præsidentens stadig mere skrøbelige prestigeprojekt. Biden-regeringen har givet gigantiske lån og tilskud til bilproducenterne, så de kan opføre nye fabrikker og hurtigst muligt sende flest muligt elbiler på gaderne.

Men nøjagtig hvordan vilkårene bliver på de nye batterifabrikker, og om arbejderne vil blive organiseret i fagforeninger, er stadig usikkert, og det huer forståeligt nok ikke de 145.000 arbejdere hos bilproducenterne Ford, General Motors og Stellantis (som blandt andet producerer bilmærkerne Chrysler, Jeep og Dodge). Alt tyder på, at Bidens store omstilling vil give dem mindre arbejde, fordi elbiler har langt færre bevægelige dele end benzin- og dieselbiler og derfor simpelthen er nemmere at bygge. Hvis en arbejder er ti timer om at samle en benzinbil, kan han klare en elbil på syv.

Trumps tale på fabrikken i Michigan var usædvanligt løssluppen, selv for Trump. Han talte om »blodsugende globalister«, som vil »snigmyrde« USAs bilindustri, og han kaldte Joe Biden for »en elendig gammel grib, som forsøger at gøre det af med sit bytte«.

Forud for besøget havde Trump-kampagnen også købt reklametid i lokalradioen, hvor Bidens elbiler blev anklaget for at være til større gavn for kinesiske arbejdere end for amerikanske. På det sociale medie Truth Social kogte han selv budskabet ned til de velkendte versaler: »JEG VIL BEVARE JERES JOB OG GØRE JER RIGE!«

Men uanset hvad man måtte mene om det kulørte sprog, er det svært at være uenig i, at noget i Bidens grønne omstillingsplan ikke hænger sammen. Regeringens mål er at bekæmpe klimaforandringer, mens man gør amerikanske fabrikker verdensførende og skaber nye industrijob – især i de dele af landet, der har været forbigået af den økonomiske udvikling (og hvis stemmer Biden desperat har brug for i 2024). Men samtidig vil den fagforeningsbegejstrede Biden også sikre de bedst mulige vilkår for de amerikanske arbejdere, der skal levere de nye, klimavenlige teknologier.

I praksis bliver det svært, for ikke at sige naturstridigt, at gøre det hele på én gang. For hvis arbejderne skal have mere i løn og flere feriedage, som de kræver i øjeblikket, bliver teknologien dyrere at fremstille og vil være længere tid om at nå frem til forbrugerne. Hvilket jo ville være i modstrid med Bidens mål om at øge klimaindsatsen.

Præsidenten lod til at vælge side i denne uge, da han i tirsdags sluttede sig til de strejkende i Michigan. Det blev kaldt en historisk begivenhed, fordi siddende præsidenter normalt undlader at vælge side i den slags konflikter. Man kunne også udlægge det som en historisk svinestreg mod de tre bilproducenter, som trods alt har lovet at omlægge hele deres produktion efter Bidens ønsker.

Fagforeningen UAW kvitterede til gengæld for præsidentens gestus ved at lægge større afstand til Donald Trump, end en Ford Mustang kan køre på en fuld tank:

»Hver en fiber af vores fagforening bliver brugt til at bekæmpe milliardærklassen og en økonomi, der beriger folk som Donald Trump,« skrev UAW-præsidenten Shawn Fain i en udtalelse.

»Vi kan ikke blive ved med at vælge milliardærer og millionærer, som ikke har nogen forståelse af, hvordan det er at leve fra lønningsdag til lønningsdag og kæmpe for at klare sig.«

Men de ord bliver langtfra delt af alle fagforeningens medlemmer. Det er nemlig ikke kun præsidentens grønne omstilling, der er splittet mellem tilsyneladende uforenelige hensyn – hele det demokratiske parti er det også. På den ene side skal Biden i den kommende tid appellere til arbejdervælgerne, som først og fremmest vil have bedre arbejdsvilkår og en stærkere privatøkonomi. På den ene side skal han sikre sig stemmerne fra de klimabekymrede og universitetsuddannede storbyboer.

Strejken i Michigan viser, hvor svært det er at gøre begge dele på én gang. Der er ingen garanti for, at det skulle blive lettere frem mod præsidentvalget. De seneste meningsmålinger viser da også, at Joe Biden taber arbejderstemmer i øjeblikket.