Det er aldrig betryggende, når analytikere på Wall Street i New York farer op over noget som helst, men et interview i marts med fire børsmæglere, alle under 25, blev mødt med løftede pegefingre, alvorlige reprimander, ja, krav om fyringer.

Hvad havde de da gjort? Ulovlig handel med værdipapirer? Markedsmanipulation? Nej, det var meget værre. De fire havde på de lækre billeder – bragt i Interview Magazine – iklædt sig habitter og ure, som var langt dyrere, end hvad man tillader unge nybegyndere at bære.

Børsmæglere bør undgå at flashe dyre habitter og ure, lyder opfordringen fra en tidligere Goldman Sachs-direktør. Foto: Andrew Kelly, Scanpix
Børsmæglere bør undgå at flashe dyre habitter og ure, lyder opfordringen fra en tidligere Goldman Sachs-direktør. Foto: Andrew Kelly, Scanpix

Er man opflasket med Michael Douglas i filmen Wall Street fra 1987, kunne man ellers tro, at man kom langt på blær, dyre suits og tilbagestrøget hår, men det er forkert. Regel nummer 1: Gå aldrig bedre klædt end chefen.

Tirsdag i Wall Street Journal gav Lloyd Blankfein, den tidligere direktør for Goldman Sachs, råd til kommende investorer: Stik aldrig ud! Der gælder strenge, uskrevne regler fra alt til jakkesæt, slips, ure og sko. Selv gik han uden ur eller med Swatch.

»Jeg tror, jeg havde et halvt dusin blå og et halvt dusin grå jakkesæt. Af og til gik jeg amok og fik nålestriber i et af mine jakkesæt. Mit mål var at klæde mig på en måde, der aldrig afstedkom bemærkninger – hverken gode eller dårlige.«

Kommende børsmæglere bør tage noter.