Overflod. Der er en moralsk grænse for, hvor rigt et enkelt menneske bør være. Det mener dansk filosof, der har sat sig for at undersøge, hvad koncentrationen af velstand gør ved samfundet.
De alt for rige

De bygger stadig på havnen i Danmarks næststørste by, og længst ude ligner det efterhånden mere Miami Beach end Mejlgadekvarteret. Her knejser Danmarks højeste bygning, Fyrtårnet, som med sine 142 meter i lutter glas og udvendige altaner snart bliver overgået af en anden og én meter højere bygning i nærheden.
Længere inde på kajen rejser boligblokken Nicolinehus sig mod himlen som en mesoamerikansk pyramide. I de tidlige landbrugssamfund blev den flade top på pyramiderne brugt til boldspil og forsamlingshus, men før eller siden greb konkurrencen om status og ressourcer altid om sig, en præst eller krigsherre flyttede derop, byggede mure og krævede menneskeofre.



