Satellit. Nigel Farage er gået til kamp mod banker, der smider politisk ukorrekte kunder ud. Selv er han blevet lukket ind i varmen igen.
Farage versus wokekapitalismen
Tidligere formand for Brexitpartiet Nigel Farage har taget kampen op mod dét, han og andre kalder for »wokekapitalismen«.
Senest har han åbnet en hjemmeside, som skal hjælpe folk, der ligesom ham er blevet smidt ud af en bank, fordi de politisk mener noget forkert.
I Farages tilfælde var det banken Coutts – ejet af NatWest-gruppen – der lukkede hans konti, fordi hans politiske værdier ikke var i overensstemmelse med bankens.
Sagen har fået den konservative regering til at varsle en ny lov, der skal beskytte kundernes ytringsfrihed. Skandalen har også kostet NatWests og Coutts direktører deres job.

Men selvom Coutts nu har tilbudt Farage, at han kan beholde sine konti, agter han at fortsætte kampen, efter at andre fremtrædende personer nu også hævder, at de er blevet smidt ud af deres banker eller er blevet fravalgt som kunder på grund af deres politiske standpunkter.
»Jeg vil sikre mig, at det her aldrig sker igen,« siger han.
Kritikerne hævder, at Farage blander sin egen sag sammen med nye regler, der kræver langt grundigere tjek af og dokumentation fra såkaldte »politically exposed persons«. Disse regler har gjort det svært for især politikere at få en bankkonto. Kritikerne anfører også, at Farages sag er et enkeltstående tilfælde, og at de øvrige, nyligt opdukkede sager er helt anderledes.
Del:



