Kommentar. Efter at have pendlet i en måned med DSB, kan jeg konstatere, at selv hvis togene kørte til tiden (hvilket de ikke gør), og billetter ikke kostede en formue (hvilket de gør), ville man stadig stå med et uløseligt problem: medpassagererne.
Dødens pølse kører DSB
Der er visse løgne, man er nødt til at fortælle sig selv, inden man bruger cirka 3.000 kroner på et pendlerkort til en måneds rejser mellem Fyn og Sjælland. Man siger blandt andet til sig selv, at toget er en fin arbejdsplads (det er det ikke), at man sover udmærket på toget (det gør man ikke), og at 7-Eleven da for så vidt har et spændende produktsortiment (det har de ikke).
Jeg kendte alle disse løgne, før jeg begyndte at fortælle dem til mig selv, for det er ikke første gang, at jeg har omlagt mit liv til den åndløse tilværelse, det er at være pendler: Jeg er vokset op i en stationsby, jeg tog toget kl. 07.13 hver morgen til gymnasiet, og jeg tog det hjem igen, når det kørte – hvilket det gjorde sjældent og uregelmæssigt. Da jeg studerede, pendlede jeg i fire måneder mellem Odense og Aarhus, og jeg har aldrig ejet en bil, så hovedparten af mine besøg til mit barndomshjem er sket med et intercitytog til Odense og derfra et skift til lokalbanen til Svendborg.
Del:
