Læsekoden knust

»Det bliver jo svært at følge med,« siger min far og kigger på mig med det blik, der fortsat har svært ved at stille skarpt på ting, der er lige foran ham, så man kigger ind i et par øjne, der både er her – i køkkenet i Stenstrup, hvor han er hjemme på weekendorlov fra genoptræningscentret – og så et helt andet sted.

Jeg ved meget lidt om det andet sted, men jeg ved, at det ikke var der, før min far fik en blodprop i hjernen. Jeg forestiller mig et marskland, hvor min far kan forvilde sig ud og blive væk. Når det sker, er han ikke længere sig selv, han er usammenhængende og ubestemmelig, men det meste af tiden er han, som han var: min far.