Satellit. Nigel Farages Reform UK-parti brød for alvor igennem ved sidste uges engelske lokalvalg. Premierminister Farage er nu en mulighed, erkender den konservative leder.

Farage først

Det var ventet, at Nigel Farage og hans Reform UK-parti ville gøre det godt i sidste uges lokal-, borgmester- og suppleringsvalg i England. 

Men partiets succes overgik alle forventninger. Det fik ikke færre end 677 nye byrådsmedlemmer, to borgmestre samt en ny parlamentariker efter en sejr på seks stemmer over Labour ved suppleringsvalget i Runcorn.

Reforms fremgang skete på bekostning af både Labour og de konservative, som gik henholdsvis 187 og 674 mandater tilbage sammenlignet med sidste valg. 

En omregning viser, at Reform ville være blevet det største parti i landet med 32 procent af stemmerne, hvis der havde været tale om et landsdækkende valg, med Labour på 19 procent og de konservative på 18 procent. Det betyder, at det nu er en realistisk mulighed, at Nigel Farage en dag bliver premierminister, erkender den konservative leder, Kemi Badenoch.

Nigel Farages Reform UK-parti overgik alle forventninger ved sidste uges engelske lokalvalg. Arkivfoto: Photo by Oli Scarff, Scanpix OLI SCARFF

»Alt er muligt. Vi lever i politisk turbulente tider,« sagde hun til BBC dagen derpå.

Hun tilføjer dog, at det fremover vil være muligt at trykteste Reform, som nu for første gang skal styre en række kommuner.

Partiet har da også allerede skabt debat med et forbud mod alle flag på nær det britiske på offentlige bygninger i de ti byråd, hvor det nu har flertal. Dermed forbydes også det ukrainske flag, som mange byråd i dag flager med i solidaritet. Partiet har også varslet, at alle net zero-projekter vil blive indstillet. rod

Andre læser også