Venezuela. USA fjernede Maduro, men bevarede regimet. Vil Trumps kanonbådsdiplomati være tilstrækkeligt til at få chavisterne til at makke ret?
Diktatorbytte i Caracas
Én ting kan de fleste blive enige om: Det var en dybt kompliceret og mesterligt udført militær operation, da amerikanske Delta Force-elitestyrker, bakket op af omkring 150 fly, tidligt sidste lørdag trængte ind i den stærkt bevogtede Fort Tiuna-base i udkanten af Venezuelas hovedstad, Caracas, hvor de hev den venezuelanske præsident Nicolás Maduro og dennes hustru, Cilia Flores, ud af deres søvn og transporterede dem med helikopter til et ventende krigsskib i Det Caribiske Hav. Herfra blev parret sejlet til New York, hvor de nu er stillet for retten sigtet for terrorisme og for at være ledere af et narkokartel.
Præcise efterretningsoplysninger viste, hvor Maduro-parret tilbragte natten, og hvor mange der bevogtede dem. Det anselige venezuelanske luftforsvar af russisk fabrikat blev sat ud af spillet af amerikanske fly ved hjælp af cybervåben og elektronisk krigsførelse, der henlagde Caracas i mørke. Hele operationen tog under to en halv time, heraf en halv time på venezuelansk jord. Og der var ingen amerikanske tab.
Del:


