Hellere Trump end tyranni

Maduro er væk. Det er en nyhed, der har fyldt i overskrifterne, men for mig er det mere end blot udenrigspolitik; det er et spørgsmål om liv eller død for den familie og det folk, jeg stadig bærer i hjertet.

Jeg skriver dette som en integreret dansker. Jeg har boet her i 15 år, jeg har statsborgerskab, og jeg er dansk helt ind i sjælen. Jeg cykler på arbejde i regnvejr, jeg bager mit eget rugbrød, og jeg betaler min skat med den særlige danske blanding af stolthed over velfærden og irritation over trækprocenten. Når fredagen kommer, lytter jeg trofast til Avistid med Hans Mortensen og Arne Hardis for at forstå mit nye hjemlands politiske finurligheder. Men når jeg ser mod Venezuela, ser jeg en virkelighed, der er svær at fatte fra en dansk sofa. Min største frygt er, at danskerne slet ikke forstår omfanget af rædslerne.

I debatten omtales Nicolás Maduro ofte som »præsident«. Det er en fejlslutning, der slører sandheden. En mand, der har stjålet tre valg, censureret hundredvis af medier og systematisk knust sin befolkning, er ikke præsident. Han er diktator. Bag titlen gemmer sig et rædselskabinet af fakta: Over 18.000 politiske fanger. Næsten 37.000 ofre for tortur og statsvold. Og værst af alt: 10.000 udenretlige henrettelser. Det er ikke en regering; det er et regime, der fører krig mod sine egne.

Konsekvensen er et totalt samfundskollaps. 90 procent af befolkningen lever nu i fattigdom, heraf halvdelen i ekstrem fattigdom. Sundhedsvæsnet er i ruiner, fordi over 24.000 læger – halvdelen af landets samlede bestand – er flygtet siden 2012. Det kan mærkes på de svageste: Mødre- og spædbørnsdødeligheden er eksploderet, mens hospitalerne mangler op mod 95 procent af al livsnødvendig medicin.

Hverdagen for min familie og mine landsmænd er et regnestykke, der umuligt kan gå op. Månedslønnen for en almindelig arbejder er skrumpet til omkring tre dollar. Men en liter mælk koster to dollar. En bakke med 12 æg koster 2,68 dollar. Matematikken er enkel og grusom: Du arbejder en hel måned, men har kun råd til én bakke æg. Det er den virkelighed, der har sendt otte millioner mennesker på flugt.

Jeg ved, at mange herhjemme ser med skepsis på den amerikanske indblanding. Donald Trump er ikke populær i Europa, og jeg nærer heller ingen illusioner om hans motiver. Tror jeg, at Trump er drevet af ren altruisme? Nej. Det er krystalklart, at blikket er rettet mod verdens største oliereserver. For en mand, der prædiker »drill, baby, drill«, er Venezuela en forretningsmulighed.

Men her skilles vandene mellem den europæiske idealisme og den venezuelanske realisme. Vi ville have ønsket, at forandringen kom indefra. Men regimet har i årevis været holdt kunstigt i live af Rusland, Kina, Iran og Cuba, der har leveret midlerne til at knuse ethvert civilt oprør. Vi har stået magtesløse.

Derfor er vi nået til et punkt, hvor vi er villige til at indgå en kynisk handel. Hvis prisen for at fjerne diktatoren, stoppe torturen og få mad på bordet er, at USA tager en stor del af olien, så lad dem gøre det. Olien har alligevel ikke gavnet befolkningen i 25 år; den har kun finansieret undertrykkelsen.

Jeg tror, at de fleste venezuelanere vil acceptere, at fremmede magter tager ressourcerne, hvis vi til gengæld får mætte børn, læger på hospitalerne og retten til at tale frit igen.

Man spørger tit: Hvad er bedst – pest eller kolera? Efter at mit land har lidt under pesten i mere end et kvart århundrede, er vi parate til at prøve koleraen. Regimet klamrer sig stadig til magten, men toppen er kappet af. For os er Trump ikke frelseren, men han er den rambuk, der var nødvendig for at slå hul i muren.

Karlos Ponte, kok og dansk-venezuelaner

Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg og læserbreve på opinion@weekendavisen.dk