Satellit. Efter Sahra Wagenknechts dramatiske exit fra Die Linke skal det tyske venstreparti finde nyt fodslag, men er splittet af Mellemøstkonflikten.
Die Linkes svære genstart
Tyskland har et antikapitalistisk venstreparti, der svarer til danske Enhedslisten. Det hedder Die Linke, og det har længe været stærkt repræsenteret i Forbundsdagen. Men det er slut. I dag befinder det sig i en overlevelseskamp, efter at venstrepopulisten Sahra Wagenknecht forlod partiet og i år dannede et nyt. Hendes parti stormer frem ved delstatsvalgene og står til ti procent på nationalt plan, mens Die Linke ligger klart under spærregrænsen på fem procent.
Denne deroute var baggrunden for Die Linkes landsmøde i weekenden, hvor man valgte nye ledere til at skabe ny samling i partiet. Men der opstod en splittelse om Mellemøstkonflikten. Mange ville vedtage en resolution, der ignorerer Hamas’ terrorangreb 7. oktober 2023 og betegner Israels fremfærd som »folkemord«. Det kunne ikke samle flertal, og partiet fandt et kompromis, der både fordømmer Israels »forbrydelser imod folkeretten« og Hamas' »umenneskelige terror«.
Alligevel valgte den kendte Linke-parlamentariker Henriette Quade at forlade partiet, fordi hun ikke kan leve med »den uudholdelige antisemitisme i egne rækker«. Hun hævder, at »en kompromisløs kamp mod al antisemitisme ikke er mulig i dette parti«. Det afviser den nyvalgte medformand Jan van Aken dog. »Vi tolererer ikke antisemitisme i partiet,« siger han.
vind

Del:



