Familieformer. Alt taler for et forbud mod, at fætre og kusiner skal kunne gifte sig med hinanden.

Et ægte problem

Fra politisk hold overvejes det nu at forbyde de såkaldte fætter-kusine-ægteskaber – ligesom man for nylig har gjort i Norge og nu vil gøre i Sverige. Danmark har flere gange haft tanken om et forbud oppe at vende, og allerede i 2003 fik vi den såkaldte formodningsregel i udlændingeloven. Formodningsreglen giver myndighederne ret til at give afslag i ansøgninger om familiesammenføring, hvis ægteskabet er indgået mellem to, der er familiemæssigt nært beslægtede. Formodningen går på, at det vil være »tvivlsomt, om ægteskabet er indgået eller samlivsforholdet er etableret efter begge parters eget ønske«.

Reglen gjorde det vanskeligt for et ægtepar, der var biologisk beslægtet, at opnå familiesammenføring og opholdstilladelse i Danmark. Hvis vi får et regelret forbud, bliver formodningsregler som ovenstående overflødige. Så bliver lovgivningen klokkeklar: nej tak til fætter-kusine-ægteskaber i Danmark, hvad enten de er indgået frivilligt, under tvang eller mere eller mindre subtil pression.

Andre læser også