Det kinesiske kvælertag

Der var engang for ikke så mange år siden, hvor Kina trods vækst og fremgang på alle parametre var varsomt med at skilte med sin magt og indflydelse og prøvede at fylde så lidt som muligt på den globale scene. De tider er forbi.

Sent i sidste uge udsendte Beijing en serie nye regler om sjældne jordarter, som, hvis de bliver ført ud i livet, kan give det kommunistiske regime en finger med i spillet i den mest essentielle del af verdenshandlen, også hvis den foregår langt fra Kinas eget territorium.

»Helt ærligt, så svarer det nærmest til en atomkrig i økonomisk henseende. Det er meget, meget alvorligt,« siger Dmitri Alperovitch, leder af tænketanken Silverado Policy Accelerator i Washington, D.C., til Weekendavisen.

Fremover skal en hvilken som helst virksomhed et hvilket som helst sted på jordkloden i princippet indhente tilladelse fra Beijing, hvis mere end 0,1 procent af værdien af de produkter, som virksomheden ønsker at eksportere, kommer fra sjældne jordarter af kinesisk oprindelse.

Kina står for cirka 70 procent af udvindingen af sjældne jordarter og omtrent 90 procent af forarbejdningen, og eftersom mineralerne er vigtige ingredienser i fremstillingen af sofistikerede chips, kan de nye regler potentielt give den kinesiske regering et kvælertag på udviklingen af kunstig intelligens og andre sektorer af afgørende betydning for morgendagens økonomi.

I en vis forstand er det et spejlbillede af amerikanske regler, som holder styr på avanceret computerteknologi produceret i USA og forhindrer den i at havne i kinesiske hænder, fortæller Dai Menghao, en jurist i Beijing med speciale i eksportkontrol ved advokatfirmaet King & Wood Mallesons.

»Det er historisk. Det er første gang, Kina indfører regler, som skal regulere produkter med sjældne jordarter fremstillet uden for Kina. I den forstand er det et gennembrud for kinesisk eksportregulering,« siger han.

De nye kinesiske regler, der kommer oven på andre lignende eksportbegrænsninger offentliggjort i Beijing tidligere på året, er også beregnet på at begrænse salg af sjældne jordarter til militære formål og vil træde i kraft 1. december.

»Mærkelige ting«

Præsident Donald Trump har ikke været sen til at reagere på det kinesiske træk og har erklæret en 100 procent told på import fra Kina fra begyndelsen af næste måned, oveni en eksisterende told på 30 procent. 

»Der sker nogle meget mærkelige ting i Kina! De er på vej til at blive meget fjendtligtsindede,« skrev han på sit sociale medie, Truth Social, kort tid efter, at de nye kinesiske regler var blevet kendt, og signalerede samtidig både vilje og evne til at gøre gengæld:

»Som præsident for USA vil jeg være tvunget til at svare igen finansielt på deres træk … Jeg ville aldrig have troet, at det ville komme så vidt, men måske er tiden kommet.«

Der er altså en vis risiko for, at den amerikansk-kinesiske handelskrig, som blev midlertidigt afblæst tidligere på året, snart kan bryde ud igen, og endnu voldsommere end før. Med toldsatser på langt over 100 procent vil det praktiske resultat reelt være en gensidig handelsembargo mellem USA og Kina.

Selvom det er slemt nok i sig selv, handler det dog om meget mere end bare det økonomiske forhold mellem verdens to supermagter.

Kina har i de seneste år gennem ambitiøse investeringer skaffet sig kontrol over sjældne jordarter rundtomkring i verden, og derfor vil de nye regler kunne føles overalt, fortæller Dean Ball, der forsker ved tænketanken Foundation for American Innovation.

»Dybest set siger Kina, at fordi det har kontrol over materialer, som er afgørende for hele vores civilisation, vil det nu projicere sin magt over hele vores økonomi og vores økonomiske fremtid,« siger Ball, der indtil for nylig var rådgiver i Det Hvide Hus med speciale i kunstig intelligens.

»Hvis man ønsker at være en del af det 21. århundredes økonomi, er man simpelthen nødt til at have adgang til de her ting. Og man kan ikke lade adgang være afhængig af, om man går med på, hvad Beijing ønsker. Det er for vildt. Og hele verden bør indse, at det er for vildt.«

Hvorfor nu?

Trumps reaktion på Truth Social udtrykker en overraskelse, som han sikkert ikke er alene om, fordi det kinesisk-amerikanske forhold i de seneste måneder har været forholdsvis stabilt.

Handelskrigen var stort set stillet på pause, og Trump og hans kinesiske modpart, Xi Jinping, skulle efter planen mødes sidst på måneden i Sydkorea i forbindelse med en årlig sammenkomst af ledere fra Stillehavsregionen.

Så hvorfor nu? Iagttagere tvivler på, at Xi er presset på hjemmefronten til at skrue bissen på i forhold til udlandet. Han er efter deres mening så magtfuld, at han ikke har behov for at bevise sit værd over for eventuelle interne modstandere.

»Xi har konsolideret sin position i et omfang, som er næsten uhørt i folkerepublikkens historie. Han er fuldstændig omgivet af folk, der snakker ham efter munden,« siger Alperovitch fra Washington-tænketanken.

De nye kinesiske kontrolforanstaltninger kan have været udløst af en stramning offentliggjort i Washington, D.C., i sidste måned rettet mod kinesiske virksomheder, der forsøgte at bruge udenlandske datterselskaber til at omgå amerikansk forbud mod salg af visse sofistikerede chips. 

Det er også muligt, at Xi ønsker at presse Trump til indrømmelser ved mødet i Sydkorea sidst på måneden. Han kan i givet fald være blevet opmuntret af begivenhederne tidligere på året, hvor Trump viste sig mere eftergivende over for Kina end over for eksempelvis Indien.

Det vil være en fejlbedømmelse af Trump og kan give bagslag for kineserne, ifølge Alperovitch, der peger på, hvordan Trump i den seneste tid er slået ind på en hårdere kurs over for Rusland som et resultat af personlig skuffelse over Putin.

»Han har sandsynligvis haft et lignende indstilling til Xi Jinping. Han har gået rundt i den tro, at han havde et godt forhold til ham, og at han kunne forhandle en aftale på plads, og jeg tror, han vil ende med at have samme holdning til Kina, som han nu har fået til Rusland,« siger han.

Andre iagttagere opfordrer dog til at lade dommedagsbasunerne ligge indtil videre og i stedet vente og se, hvad der faktisk kommer til at ske, når eller hvis de kinesiske regler bliver implementeret.

»Det er ikke et eksportforbud. Det er ligesom en haveslange, hvor folk før kunne hente vand, når de havde lyst, uden at der blevet stillet spørgsmål. Nu har Kina så installeret en hane, som der kan blive skruet op eller ned på,« siger Tim Zhang, stifter af konsulentfirmaet Edge Research i Singapore.

Spørgsmålet er også, hvor let det nye system vil være at implementere for Kina. Selv ikke Beijing har ressourcer til at tjekke hvert eneste relevante produkt på verdensplan og verificere, om indholdet af sjældne jordarter er over eller under 0,1 procent.

Systemet vil dog nok fungere ved, at mange virksomheder selv holder øje med, hvor stort det kinesiske input er, og af egen drift sørge for overholdelse. Udsigten til at blive taget i at snyde og ende på en kinesisk sortliste er simpelthen for skræmmende.

Mens Kina er nybegynder på området, har USA omvendt dybe erfaringer med rødder tilbage til Den Kolde Krig med Sovjetunionen i, hvordan man indfører og opretholder et system af eksportrestriktioner.

»Det er første gang, Kina forsøger at indføre ekstraterritorial kontrol med sjældne jordarter, som er udvundet og raffineret uden for Kina, og det vil tage noget tid for Kina at lære at bruge det, men før eller siden vil systemet blive indført,« siger Dai, den kinesiske jurist med speciale i eksportkontrol.

Æg i flere kurve

Uanset hvordan systemet kommer til at forme sig i praksis, er det seneste udspil fra Beijing ifølge især amerikanske observatører en advarsel om faren ved at placere forsyningskæder under kinesisk indflydelse.

Allerede for over et årti siden brugte Beijing sin kontrol med sjældne jordarter til at presse Japan i en udenrigspolitisk krise, og her kommer så endnu et signal – eller et vink med en vognstang – om de politiske risici forbundet med en sådan sårbarhed, fortæller Alperovitch.

»For resten af verden bør det være et wakeupcall om, hvor meget eller snarere hvor lidt man kan stole på Kina, og om den afhængighed, man har af Kina ikke bare inden for teknologi og kritiske mineraler, men også for eksempel medicinalindustrien,« siger han.

Dean Ball, den tidligere rådgiver i Det Hvide Hus, er enig i, at der nu må sættes fart på de bestræbelser, der allerede er i gang for at kunne skaffe sjældne jordarter udenom Kina. For så sjældne er de heller ikke. De ligger bare meget spredt, og udvinding er en dyr affære.

»Uanset hvem man er, og hvor man befinder sig på jordkloden, må man nu kunne forstå betydningen af at genopbygge forsyningskæder uden for Kina og genopbygge dem på en måde, så ingen, heller ikke amerikanerne, nogensinde igen kan våbenliggøre noget så afgørende vigtigt for vores civilisation,« siger han.

»Det kommer til at blive svært, og det vil kræve store investeringer. Men det kan godt lade sig gøre. Nogle siger også, at det vil tage mindst ti år at få op at køre. Men jeg tror, vi kan gøre det meget hurtigere, hvis vi tager os sammen.«

Kina har dog, ikke overraskende, forudset netop det scenario, og blandt de stramninger, der blev rullet ud i Beijing i sidste uge, er et stop for eksport af teknologi, der kan hjælpe andre lande til at opbygge en selvstændig formåen inden for udvinding og forarbejdning af sjældne jordarter.

Det kunne meget ligne begyndelsen på en kold økonomisk krig mellem Kina og USA, og et varsel om en ny verdensorden, hvor mindre aktører må afgøre med sig selv, hvor de finder det klogest at placere sig.

Tim Zhang tror ikke på, at det for små lande som hans eget Singapore eller Danmark nødvendigvis kommer til at blive et valg mellem en amerikansk eller en kinesisk lejr .

»Vi er ikke forudbestemt til at ende dér. En masse små og mellemstore lande vil meget hellere have et gnidningsfrit internationalt handelssystem, for et sådant system er essentielt for deres overlevelse,« siger han.

»Så jeg tror, vi kan komme til at se en slags koalition af villige, der ønsker et regelbaseret globalt handelsregime. Det her er en chance for mindre lande til at stoppe op og spørge sig selv, om de virkelig ønsker at være alt for afhængige af de større lande.«