Satellit. De britiske konservative får langt om længe ny leder.
Britisk ryk mod højre
Efter en fire måneder lang valgkamp bliver det denne lørdag endelig afsløret, hvem der bliver det britiske Konservative Partis næste leder. Tidligere formand Rishi Sunak trak sig efter at have ført partiet til dets værste valgnederlag nogensinde. Kun 121 ud af 365 parlamentarikere vendte tilbage til Westminster efter valget i juli.
Allerede inden den nye leder bliver afsløret, står det klart, at partiet har konkluderet, at det tabte, fordi det var rykket for langt ind på den politiske midte. De to kandidater, som står tilbage efter de seneste måneders udskilningsløb, ligger nemlig begge på partiets højrefløj.
De har dog grebet formandsvalget helt forskelligt an. Tidligere erhvervsminister Kemi Badenoch har nægtet at udpensle sin politik og insisterer i stedet på, at partiet må »starte med at diskutere principper«.
Robert Jenrick, en tidligere immigrationsminister, ønsker derimod at trække landet ud af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som han hævder har »gjort det umuligt for os at beskytte vores grænser«.

Ifølge netmediet ConservativeHome støtter 55 procent af medlemmerne Badenoch, mens 31 procent vil stemme på Jenrick. Han peger dog på den seneste YouGov-måling, der viste, at han kun haltede fire procentpoint efter sin rival. »Det er dødt løb,« insisterer han. rod
Del:



