Landsbyen Whelford i det vestlige England blev søndag morgen evakueret på dramatisk vis. Det skete efter politiets arrestation af fem maskerede mænd, alle britiske statsborgere, få hundrede meter fra luftbasen RAF Fairford, hvorfra USA flyver bombemissioner mod Iran. De fem mænd blev pågrebet, efter at en kvindelig landmand havde ringet og advaret om, at en gruppe mænd havde parkeret tre varevogne tæt på basen. Det er siden kommet frem, at en af de mistænkte også selv havde ringet til politiet.

Mændene blev oprindeligt mistænkt for at have planlagt en terrorhandling med sprængstoffer. Det har dog skabt forvirring, at de tirsdag blev løsladt mod kaution. Politiet har nu bekræftet, at en mængde benzin, men ingen sprængstoffer blev fundet i varevognene. Præsident Trump var dog ikke imponeret.

Fem mænd er blevet mistænkt for at have planlagt en terrorhandling med sprængstoffer, men de er dog senere hen blevet løsladt mod kaution. Det har skabt forvirring. Foto: Toby Shepheard, Scanpix

»Hvordan kan man løslade en terrorist mod kaution?« sagde han tirsdag.

Hans udenrigsminister, Marco Rubio, tilføjede, at der tydeligvis var tale om et plot, »der involverer udenlandske aktører«.

At de fem mænd – alle britiske statsborgere mellem 23 og 25 år – kan være blevet hyret af Iran til en opgave, er da også en af de tråde, som britisk antiterrorpoliti forfølger. Det er nemlig ikke første gang, at Iran har gennemført attentater i Storbritannien ved at hyre lokal arbejdskraft, og regimet har flere gange truet med angreb mod baser, der bliver brugt af USA til missioner mod Iran.