Satellit. En russisk domstol har fældet den hidtil hårdeste dom mod kritiker af Ukrainekrigen.
25 års fængsel til Kara-Murza
Vladimir Kara-Murza, en 41-årig fremtrædende russisk oppositionspolitiker, blev mandag af en domstol i Moskva idømt 25 års fængsel for »landsforræderi«.
Han blev arresteret i april sidste år for at »sprede falske informationer« om Ruslands krig i Ukraine i en tale til amerikanske parlamentarikere. Tiltalen blev udvidet sidste sommer til at omfatte »samarbejde med en illegal organisation«, The Free Russia Foundation.
Mandagens dom er den hidtil hårdeste, der er givet nogen kritiker af Ukrainekrigen.
Kara-Murza er især kendt internationalt som en stor fortaler for Magnitskij-loven, der giver de lande, der har gennemført den – USA, Storbritannien og flere EU-lande – retsgrundlag for at indføre sanktioner mod russiske embedsmænd, som har gjort sig skyldige i menneskeretskrænkelser. Ved et tilfælde – eller var det? – var dommeren i Kara-Murzas sag, Sergej Podoprigorov, selv omfattet af sanktioner på grund af sin rolle i fængslingen af skatterevisoren og whistlebloweren Sergej Magnitskij, der døde i fængslet i 2009 efter at have påvist massiv svindel blandt russiske regeringsembedsmænd.

Del: