EFTER ET ÅR, hvor antizionismen har været i en historisk højkonjunktur, begynder der at tegne sig nogle mønstre. En stor del af den energi, der tidligere lå i det, der lidt fortærsket er blevet kaldt »woke«, er blevet absorberet i Israel-Palæstina-konflikten. Men samtidig er det, som om den samlede energi er i aftagende. Demonstrationerne for et frit Palæstina er ikke så store, som de har været.

Til gengæld er retorikken blevet mere ekstrem. Eksempelvis er det nu blevet mainstream i miljøet at efterlyse en global »intifada«. Man kan studse over det ironiske i, at de næppe kunne drømme om at bruge stødende »n-ord« om sorte mennesker, men gerne anvender et begreb, der for langt de fleste israelere og ganske mange jøder giver uhyggelige associationer til den seneste, faktiske intifada fra 2000 til 2005. Den kostede over 1.000 israelere livet i over 140 selvmordsangreb rettet mod busser, natklubber og gadecafeer i Israel. Men det er ikke kun ironisk, det er også bekymrende.