Det årlige klimatopmøde, som blev det 27. i rækken, var denne gang henlagt til den egyptiske ferieby Sharm el-Sheikh og måtte dele mediernes opmærksomhed med krigen i Ukraine, de igangværende regeringsforhandlinger og det forestående fodbold-VM i Qatar.

Klimatopmødet danner traditionelt rammen for voldsomt passionerede taler, og FNs generalsekretær, António Guterres, var ingen undtagelse, da han ved åbningen af mødet erklærede, at menneskeheden befinder sig i en overlevelseskamp, hvor vi enten kan indgå en kollektiv klimaaftale eller begå kollektivt selvmord.