Venter på Troels

Denne tekst udkom også i det politiske nyhedsbrev Mandag Mortensen. Modtag det i indbakken hver mandag.

»Alle os, der sidder her, vil gerne være med i aftaler. Vi er ikke fløjpartier. Vi er faktisk konstruktive partier,« sagde Søren Pape, da han sammen med Liberal Alliances Alex Vanopslagh i weekenden var indforskrevet som gæst til Danmarksdemokraternes landsmøde i Aalborg.

Formålet med invitationen var åbenlyst at etablere Inger Støjbergs parti som en del af kernen i det, der er tilbage af blå blok efter etableringen af SVM-regeringen. Dermed blev arrangementet også en status på, hvor langt 'restborgerligheden' er nået siden valgnederlaget for et år siden og Venstres efterfølgende flugt over plankeværket.

Weekendens hovedperson, Inger Støjberg, er nået så langt, at hun godt kan se sig selv i stue med både Lars Løkke Rasmussen og Venstres kommende formand, Troels Lund Poulsen. Det kræver bare, at Løkke udskifter den udlændingepolitik, der er en central del af begrundelsen for at stifte Moderaterne, og at Troels Lund Poulsen løber fra det regeringsgrundlag, han selv har været med til at skrive.

Det sidste handler især om den CO₂-afgift på landbruget, som Inger Støjberg har gjort til den nye frontlinje i forhold til Venstre. Her er hun så ultimativ, at selv landbrugets førstemand, Søren Søndergaard, gik forgæves med en opfordring til at gå ind i forhandlingslokalet.

I det hele taget er bevægelserne få og små i den blå familie. Pernille Vermund, der ikke var inviteret til sammenkomsten i Aalborg, har droppet sine ultimative krav og anerkendt Danmarks forpligtelser i forhold til internationale konventioner. Den lige så uinviterede Morten Messerschmidt kan godt gå med til at lette topskatten.

Bortset fra de bevægelser synes den største forandring siden regeringsdannelsen at være en tiltagende erkendelse af de til umulighed grænsende udsigter for, at der nogensinde kan skabes et borgerligt flertal uden Venstre og Moderaterne. Derfor invitationen til Løkke og derfor en håbefuld lytten til, om ikke Troels Lund Poulsens toneleje er mindre kategorisk end forgængerens i afvisningen af blå blok.

Bag det ligger ikke blot håbet om, at Løkke og Troels Lund Poulsen vender hjem, men også, at de påtager sig at lede den spredte flok.

Da den eksilerede kommunist Aksel Larsen i 1959 stiftede SF, sagde han, at partiets mission skulle være at trække Socialdemokratiet til venstre, når det drev for meget til højre. »Et katalysatorparti,« kaldte han det.

I den rollefordeling var ansvaret Socialdemokratiets, mens SF og siden også andre partier på venstrefløjen kunne stå med hænder, der var ubesmudset af kompromiser.

Det er på sin vis den dynamik, der er ved at opstå mellem Venstre og Moderaterne på den ene side og den øvrige del af blå blok på den anden. En revolutionær og en reformistisk borgerlighed for at blive i Aksel Larsens lingo.

At kigge ned i det skel åbenbarer også et andet problem for den blå side. Nemlig manglen på et fælles projekt.

Blå blok, som vi har kendt den indtil valget, var et produkt af det lille systemskifte i 2001. Hele limen i projektet var at få ændret den udlændingepolitik, som den tidligere regering med socialdemokrater og radikale havde ført.

Da Mette Frederiksen ændrede den socialdemokratiske kurs, så selv Kristian Thulesen Dahl måtte lette på hatten, blev det svært at få den blå side til at hænge sammen, hvilket VLAK-regeringens sammenbrud dokumenterede.

Siden fandt man igen sammen. Ganske vist ikke om et politisk projekt, men om en fælles aversion mod statsminister Mette Frederiksen og især om at få hende trukket i rigsretten. Valget viste, at det ikke var nok, hvorefter Venstre og Moderaterne allierede sig med fjenden.

Weekendens hyggesnak mellem de tre partiledere gav intet svar i den retning. De vil gerne af med Mette Frederiksen, de vil gerne have del i magten. Men det er først og fremmest op til Lars Løkke Rasmussen og Troels Lund Poulsen at sørge for, at det sker.