Splid. For første gang nogensinde er den amerikanske ambassadør uvelkommen, når 4th of July fejres i Rebild Bakker. Præsidenter forgår, venskaber består, mener arrangørerne, men ikke alle køber den.
Venner på trods
Alberte Josefine Lund er kommet på Rebildfesten, siden hun var barn. Den 60-årige førtidspensionist fra Vendsyssel har sågar selv udlevet sin egen version af den amerikanske drøm. Hun rejste til Los Angeles som ung og forelskede sig pladask i det kæmpestore land med både bjerge, skove, strande, ørken og 45 varianter af cornflakes i supermarkedet. Hun fik arbejde på en sportsbar, uddannede sig til ejendomsmægler på internettet og giftede sig med en sikkerhedsvagt i FBI. Hun havde det som Nicole Kidman i filmen Far and Away, siger hun, og endte med at bo 15 år i Seattle, før hun rejste hjem til Nordjylland i 2007.
I de senere år har hun deltaget i fejringen af de dansk-amerikanske bånd i Rebild Bakker sammen med sin danske kæreste, Tom Ømand. De har haft en bod med håndlavede koste og børstebinderi. Men ikke længere.


