Vanopslaghs vej til magten

NÅR Claus Hjort Frederiksen siger noget om de store linjer i dansk politik, hører de fleste efter, også når den borgerlige emeritus ikke risikerer at komme i fængsel for sine ord. I sidste weekend opfordrede han Alex Vanopslagh, LAs partiformand, til at melde sig som blå bloks statsministerkandidat. Det lignede – som Hans Mortensen skrev i sit ugentlige nyhedsbrev – en venlig gestus til Vanopslagh, der »er kvik i pæren«. I virkeligheden var det snarere en fælde. Melder man sig som statsministerkandidat, vil man blive målt og vejet efter en helt anden skala, som salig Søren Pape kunne bevidne. At stille sig i den udsatte position giver heller ingen mening, når man ser på virkeligheden: Skal LA-lederen efter et valg danne regering med Lars Løkke og Troels Lund Poulsen, er det ikke umiddelbart sandsynligt, at netop Vanopslagh bliver regeringsleder.

VANOPSLAGH er ikke gået i fælden. Til gengæld er han i gang med at følge et andet af Claus Hjorts principper om magt og politik, formuleret i den såkaldte Hjort-doktrin. Efter folketingsvalget i 1998 udstak han kursen mod magten for Venstre: De borgerlige vinder aldrig Statsministeriet, sagde han, hvis vælgerne tror, at de vil slagte velfærdsstaten med store skattelettelser. Derfor må man helt ind på midten med den økonomiske politik. Og det var præcis det, Venstre gjorde med Anders Fogh Rasmussen i spidsen: Velfærdsstaten blev fredet, skattelettelser udskudt, liberaliseringer droslet ned. Det lagde grunden til Liberal Alliances fødsel. Nu gør Vanopslagh det samme; bevæger sig hastigt ind mod midten af dansk politik som et forsinket ekko af den tidlige Fogh.