Leder. Må Kamala Harris blive Demokraternes sidste identitetspolitiske eksperiment. 

Valgets taber

Efterladte flag ved Demokraternes valgfest på Kamala Harris' gamle universitet, Howard University i Washington. Foto: Daniel Cole, Scanpix.

DEMOKRATERNES nederlag må høre til blandt amerikansk politiks mest forbløffende fiaskoer. Hvordan kunne Roosevelts, Kennedys, Clintons og Obamas hæderkronede parti tabe til den mand? Skulle man opliste hele Donald Trumps synderegister, ville det jo fylde det meste af avisen. Værst var det selvfølgelig, da han nægtede at anerkende sit nederlag til Joe Biden i 2020 og satte sine spraglede horder ind for at forhindre den formelle magtoverdragelse 6. januar 2021. Dernæst at en perlerække af hans tidligere stabschefer og generaler har advaret amerikanerne mod at stemme på ham. Det burde virkelig ikke have været så vanskeligt at finde et populært alternativ. Demokraterne har kun sig selv at takke for den mørkestund, partiet nu oplever.

IDENTITETSPOLITISKE ideer har i de seneste mange år inficeret partiet. De er blevet fostret på amerikanske universiteter, hvis dygtigste kandidater i dag befolker partiets ledelse og organisation. Det er her, kimen til Demokraternes bemærkelsesværdige ydmygelse er at finde. Partiets kongstanke har i årevis været, at man ved at appellere til forskellige etniske, kønsmæssige og seksuelle grupper opnår to resultater samtidig: Partiet sikrer retfærdighed for minoriteter, som landet historisk har undertrykt, og man mobiliserer store, afgørende vælgergrupper. På ryggen af sorte, latinoer, asiater, kvinder og lgbt+-personer bæres fremtidens præsidenter ind i Det Hvide Hus.

klwi
(født 1971) er redaktionschef. Af uddannelse er Wivel cand.mag. i dansk og kommunikation, og han har siden 1998 været udlands-, indlands-, sports- og kulturskribent her på avisen. Han har desuden været bogredaktør og var i to år avisens korrespondent i USA. Wivel er vidtfavnende, men har i særlig grad dækket den israelsk-palæstinensiske konflikt og USA. Forfatter er Wivel til bogen "Næsten intet - en jødisk kritik af Kierkegaard" (1999). Hans reportagebog "Den sidste nadver" (2013) om, hvorfor kristne forlader de arabiske lande, er udkommet i Norge, Sverige, Tjekkiet og USA. Derudover har han i samarbejde med cykelrytteren Michael Rasmussen skrevet selvbiografien "Gul feber" (2013).

Andre læser også