Valgets taber

DEMOKRATERNES nederlag må høre til blandt amerikansk politiks mest forbløffende fiaskoer. Hvordan kunne Roosevelts, Kennedys, Clintons og Obamas hæderkronede parti tabe til den mand? Skulle man opliste hele Donald Trumps synderegister, ville det jo fylde det meste af avisen. Værst var det selvfølgelig, da han nægtede at anerkende sit nederlag til Joe Biden i 2020 og satte sine spraglede horder ind for at forhindre den formelle magtoverdragelse 6. januar 2021. Dernæst at en perlerække af hans tidligere stabschefer og generaler har advaret amerikanerne mod at stemme på ham. Det burde virkelig ikke have været så vanskeligt at finde et populært alternativ. Demokraterne har kun sig selv at takke for den mørkestund, partiet nu oplever.

IDENTITETSPOLITISKE ideer har i de seneste mange år inficeret partiet. De er blevet fostret på amerikanske universiteter, hvis dygtigste kandidater i dag befolker partiets ledelse og organisation. Det er her, kimen til Demokraternes bemærkelsesværdige ydmygelse er at finde. Partiets kongstanke har i årevis været, at man ved at appellere til forskellige etniske, kønsmæssige og seksuelle grupper opnår to resultater samtidig: Partiet sikrer retfærdighed for minoriteter, som landet historisk har undertrykt, og man mobiliserer store, afgørende vælgergrupper. På ryggen af sorte, latinoer, asiater, kvinder og lgbt+-personer bæres fremtidens præsidenter ind i Det Hvide Hus.