Den identitetspolitiske mainstreamfeminisme fokuserer desværre stadig hovedsageligt på det kvindelige køns udfordringer. Mange gange er jeg selv blevet vred på mændene i mit liv og har i afmagt råbt: »Hvorfor fatter I ikke, hvor røvprivilegerede I er?« Men er det overhovedet et privilegium at være mand i 2022?

Det er en udbredt tanke, at samfundets mest privilegerede er den hvide-heteroseksuelle-veluddannede-seksuelt-attraktive-mand med fuld skrue på økonomisk, kulturel og social kapital, der får mere i løn end sin kvindelige pendant. Jeg, en queer minoritetskvinde, kan aldrig andet end at jamre og deltage i den offentlige debat som farvet af min følsomme og skrøbelige adkomst. Det er faktisk ret nederen.