HVORNÅR KAN EN mand vende tilbage efter en MeToo-sag? Hvornår er den grænseoverskridende krænker tilstrækkelig rehabiliteret til, at en chef vil give ham et job? Når han er tilgivet, vil nogle sige, som om en MeToo-sag var et moralsk spørgsmål mellem to individer. Det er den ikke. MeToo-sager dømmes efter offentlighedens moral, der er helt anderledes end den private moral.
Den offentlige moral er upersonlig, blind. Den MeToo-anklagede vejes på historiens vægt. Han er ikke primært et individ, men en repræsentant for en række værdier, et verdensbillede. Lidt i stil med en politiker, der lever af troværdighed og ikke af juridisk renselse eller formel uskyld.

På Twitter, i fjernsynet og i debatspalterne diskuterer man ikke, om man ønsker at have noget personligt med krænkeren at gøre. Mange af dem, der har holdninger til sagen, vil aldrig møde ham, uanset hvor han ender. Nej, de diskuterer, om vi ønsker en branche eller et samfund med alt det, denne mand repræsenterer. Og hvis svaret er nej, hvis han symboliserer den onde fortid, er det ud af vagten. MeToo-manden er ikke kun sig selv, ikke engang kun summen af sine dårlige gerninger, han er alle de dygtige røvhuller, alle de ungdomspolitiske barnekonger, alle de magtliderlige mellemledere, man nogensinde har mødt og vil møde. Vi kender typen, og typen er passé.