De kriminelle banders fangarme rækker langt ind i samfundet. Det konkluderer en rapport fra Sveriges kriminalpræventive råd, Brå, der har undersøgt, hvem banderne rekrutterer som medhjælpere og til hvilke opgaver. Såkaldte muliggørere – personer, der misbruger deres ansættelse til at hjælpe kriminelle netværk – findes i »samtlige undersøgte sektorer«, konkluderer rapporten.

Det gælder først og fremmest retsvæsenet, kommunalforvaltninger, bank- og finansbranchen, ejendomsmæglere, selskabsstiftere, revisorer, juridiske rådgivere, sikkerheds- og vagtbranchen samt transportsektoren. Rapportens projektleder, Johanna Skinnari, fortæller, at det kom bag på hende, hvor opsatte banderne er på at rekruttere hjælpere. Det fremgik blandt andet af samtaler på krypterede chats, som forfatterne fik adgang til via politiet.