DET er altid en bevægende oplevelse at se den årlige Pride-parade danse sig gennem København og andre storbyer. Mænd og kvinder – og alle, der identificerer sig et sted derimellem – klædt i glitrende antræk og kåde smil; drags i meterhøje hæle og de mere forsigtige typer, der gemmer sig i mængden med et lille regnbueflag; gamle og unge, der sammen synger med på Diana Ross-hittet »I’m Coming Out«. Det er mennesker, der ofte har kæmpet, med sig selv og familie, venner, naboer, samfundet, lokalmiljøet og religiøse mørkemænd, for at få lov til at være dem, de er. Det er en fest med mening. Både for deltagerne og alle borgere i et frit samfund.

ER Priden en glædelig begivenhed, er den desværre også druknet i en uforsonlig virak om wokeness og Pridens besynderlige forlovelse med den propalæstinensiske sag. Det har skabt splittelse, kritik og sponsorflugt fra arrangementerne, som efterhånden også mistede en del appel til folk uden for lgbt+-miljøet. Men da den 21-årige tyskfødte islamist Abdul Ballout lørdag den 25. juli kørte en bil ind i et Pride-arrangement i Berlin, dræbte én og sårede yderligere 29 mennesker, stod det igen tindrende klart for de fleste: Her er noget, der er større end hverdagens sekteriske slagsmål. Som den konservative historiker Christian Egander Skov formulerede det i Berlingske: »Da gerningsmanden Abdul Ballout pløjede sin bil ind i menneskemængden, var det et angreb på os alle og vores alles liv.«