Stjernetosset

Michelin-guidens uddeling af stjerner blev vanen tro dækket i danske medier, som var det en månelanding. Dagbladene varmede op i sidste weekend med spekulationsartikler om, hvem stjerneregnen om mandagen ville forgylde, og i Nordvestsjælland gik de lokale medier amok, fordi showet i år var henlagt til Anneberg Kulturpark syd for Nykøbing Sjælland.

Kommunen har betalt et millionbeløb for at få arrangementet til Odsherred, og når det til næste år løber af stablen i Tivoli, vil det samlede budget for de to år i Danmark løbe op i 12 millioner kroner.

I en digital tidsalder, hvor Michelin ikke længere kan tjene penge på at sælge fysiske bøger, er forretningsgrundlaget efterhånden blevet sponsorater.

Kvitterer koncernen så med flere stjerner til restauranterne i sponsorlandet? En kættersk tanke, for selvfølgelig lader de ubestikkelige Michelin-folk sig ikke påvirke af den slags. Men måske har de andre metoder. Som Berlingskes Søren Frank formulerede det:

»Det ville jo unægtelig give dårlig mening at straffe Danmark for donationen med en nedgang i stjerner. Det var således på forhånd min formodning, at guiden har allokeret det nødvendige antal inspektører til at rejse rundt i kongeriget for at finde nye stjerner.«

Uanset hvad var guiden i hvert fald gavmild. Antallet af danske stjerner steg fra 44 til 52 fordelt på 38 restauranter. En af de nye var den københavnske restaurant Udtryk – hvorfor hedder nye restauranter altid noget mærkeligt, åndssvagt eller noget med omlyd? – der kun har været åben i fem uger. Den slags var utænkeligt før i tiden, hvor guiden havde ry for at være eftertænksom og sikker i sin sag, før den uddelte den første stjerne.

Skulle enkelte finde væg til væg-pressedækningen ude af proportioner, er det bare, fordi de har glemt, at det længe også har været breaking news, når en kendt kok lukker sin restaurant eller skifter arbejdsplads.

Men hvad med maden? Er den blevet bedre af al den hype?

Allerede for fem år siden udtalte den fiktive, men altid klarsynede Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm til Børsen:

»Jeg gider sgu da ikke bruge halve og hele timer på at høre, hvor en svensk fims med en hårknold har fundet et blad. Jeg går på restaurant for at spise og konversere mine ledsagere. Ikke for at agere onani-aggregat for en stab tatoverede mænd, der vil have ros for at have kogt en grannål!«

The New York Times' anmelder Pete Wells formulerede det lidt mere høvisk, da han gik til angreb på blandt andet restaurant Alchemist i København med op til 50 retter:

»Det er udholdenhedsprøver, teatralske forestillinger, monumenter over ego.«

Selv tror jeg, at traditionen med tre eller fire serveringer bygger på en gammel viden om, hvad der føles mest tilfredsstillende ved et måltid: tid til at nyde retterne, vinen og selskabet ved bordet uden konstant at blive forstyrret.

Dagens overpyntede mundfulde, hvor man knap når at få et smagsindtryk, før man er videre til næste ret, er at sammenligne med et afbrudt samleje, og man må håbe, at tiden snart løber fra både den slags og Michelin-stjernerne.