Det var april 1967, og de øvrige deltagere i Boston Marathon opdagede selvfølgelig hurtigt, at Kathrine Switzer ikke var en mand, men stemningen var god, faktisk var de ovenud glade for at se hende. En bad om tip til at få sin kone interesseret i løb, en anden ville fotograferes med Switzer. I det hele taget var de første kilometer en fest; Kathrine Switzers løbemakkere, træneren Arnie Briggs og kæresten Big Tom Miller, som løb på hver sin side af hende, solede sig begge i opmærksomheden.

Snart kom pressevognen rullende, og fotograferne på ladet opdagede også Switzer med det samme og knipsede løs. Af samme grund findes de nu ikoniske billeder af det næste, der skete.