Stærk tobak

Sundhedsminister Sophie Løhde vil gøre cigaretter dyrere. Igen.

»Prisen på cigaretter og nikotinprodukter er blevet sat op i flere omgange, men vi er bestemt ikke afvisende over for, at det er noget, vi skal kigge på,« sagde hun for nylig til DR.

Anledningen er nye tal, der viser, at danskerne ikke holder op med at ryge lige så hurtigt, som politikerne vil have det. Lars Løkkes parti, Moderaterne, har længe haft et godt øje til rygernes pengepung og vil hæve prisen fra cirka 60 til absurde 100 kroner for en pakke. Ifølge sundhedsordfører Monika Rubin er det den eneste måde at afskrække unge fra at begynde.

Sjovt nok hylder både Moderaterne og Venstre »personlig frihed« i deres partiprogrammer, men alligevel slår de ned på den selvsamme frihed, så snart danskerne bruger den forkert. Efterhånden må man spørge: Hvad er det egentlig, vi har personlig frihed til?

Forældres mulighed for at fordele barslen mellem sig er blevet indskrænket. EUs og Christiansborgs krav om øremærkning betyder, at man mister en periode af barslen, hvis man ikke lever op til politikernes familieideal.

Organer donerer vi heller ikke nok af frivilligt, så nu overvejer sundhedsminister Sophie Løhde at gøre alle danskere til automatiske organdonorer. En slags nej tak til reklamer-ordning, bare for den kropslige integritet.

Under nedlukningerne blev muligheden for at give udtryk for dissens også indskrænket. Dobbeltstraf for coronarelateret kriminalitet – også under demonstrationer – og retsforfølgelse af dukkeafbrændere sendte et klart signal om, at der er grænser for det aktive medborgerskab.

Uanset hvad man mener om Men In Black eller ligestilling, viser det, at Christiansborg har opgivet dialogen med borgerne.

Her er paradokset: På den ene side appellerer politikerne til os som ansvarlige og myndige borgere; på den anden side lovgiver de, som om vi har brug for en værge.

Vi opfordres til at stemme ved lokaldemokrati og folkeafstemninger, men bestemmer mindre og mindre i vores eget privatliv.

Vi får ros for vores danske dialogkultur og tænker ud af boksen på Folkemødet og i det politiske netværk, forløberen til Lars Løkke Rasmussens parti. Men når det gælder Mette Frederiksens coronahåndtering, skal vi gå i takt.

Vi får at vide, at vi skal bryde rammerne for køn og seksualitet, men rammerne for at praktisere vores hverdagspræferencer bliver stadig snævrere. Personlig frihed er åbenbart kun legitim, når vi gør oprør imod ufarlige, abstrakte normer. Vil vi leve på andre måder, end politikerne ønsker, bliver det pludselig mere mangfoldigt, end loven tillader.

Udviklingen er skidt for alle. Et sundt samfund er ikke nødvendigvis røgfrit; borgernes politiske sundhed er vigtigere, og selvom den ikke altid ser køn ud, når den går i elefanthue eller bliver indlagt med lungekræft, er den nu engang udtryk for menneskets natur. På godt og ondt. Statsministeren og staten er til for borgernes skyld, ikke omvendt. Lev med det.