Skelsættende

FORLEDEN KUNNE MAN læse en højst opsigtsvækkende kronik i Politiken skrevet af fem propalæstinensiske aktivister, herunder en overlæge, en specialkonsulent, en it-konsulent og en biostatistiker. I kronikken anklagede de medierne for at have været for ukritiske, når de har videregivet historier om seksuelle overgreb begået af Hamas under angrebet 7. oktober.

Efterfølgende kunne to af dem uddybe deres pointer i Henrik Qvortrups mediepodcast Q&CO, hvor de blandt andet afviste at kalde angrebet 7. oktober for terror og i øvrigt ikke mente, at det kunne kaldes »skelsættende«. Hamas' gidseltagninger af 253 civile var ikke værre, end når Israel fængsler palæstinensere enten mistænkt eller dømt for lovbrud. Disse synspunkter er desværre gængse i antizionistiske kredse i disse dage og fortjener derfor et modsvar.

For det første konkluderer FN i en nylig rapport, at der blev begået seksuelle overgreb 7. oktober. Dette har også været afdækket i adskillige medier, herunder i The New York Times i en stor artikel fra den 28. december, som mange antizionister, inklusive disse skribenter, har kritiseret, men som avisen ikke desto mindre står ved. De fem kronikører kritiserer danske medier for at videregive disse konklusioner og henviser i stedet til dækningen på det iransk ejede propagandamedie PressTV og pro-Hamas-mediet Al Jazeera, der er ejet af emiren af Qatar – en af Hamas' største økonomiske bidragsydere. Måske skal de ikke belære andre om kildekritik.

At medierne har beskrevet angrebet som »skelsættende«, er der gode grunde til. Den 7. oktober var det største massemord på jødiske civile siden Holocaust. Det rystede såvel landet som omverdenen og har ændret Israels militære og politiske mål i Gaza. Angrebet affødte en krig med en hidtil uset brutalitet og ødelæggelse. Ordet »skelsættende« er helt objektivt på sin plads – uanset hvem man holder med.

Det er muligvis korrekt, at folk har brugt ordet »terror« lidt for løst, som kronikørerne påstår, men det er næppe en god grund til ikke selv at anvende det retvisende og beskrive et målrettet angreb mod civile, hvor hele familier blev slagtet, som netop det. Kronikørerne fik også viderebragt løgnen om, at blot et enkelt barn blev dræbt 7. oktober i en »krydsild«. Men ifølge den seneste opgørelse fra Israels sikkerhedsråd blev 38 mindreårige dræbt den dag – herunder tre børn, der var under tre år gamle, og fire, der var mellem tre og seks år. Yderligere 42 blev taget som gidsler. Løgnen om det ene dræbte barn kan spores tilbage til Saddam Husseins gamle ven, den detroniserede Labour-politiker George Galloway. Kildekritik?

At sidestille fanger i israelske fængsler, der enten er dømt eller mistænkt for at have begået forbrydelser, med ganske uskyldige gidsler, der er taget til fange alene for at afpresse den israelske stat, er indlysende forvrøvlet.

Alt i alt afspejler kronikørernes udtalelser, at mange i de antizionistiske miljøer har mistet det moralske såvel som det intellektuelle kompas. Der er intet galt i at være højlydt modstander af Israels krig i Gaza, men at lade sig forføre af propaganda, misinformation og falske ækvivalenter er der ingen undskyldninger for.