Se mig!

DER VAR ENGANG, hvor man kunne få alles opmærksomhed, hvis blot man som tilskuer løb ind på banen under en fodboldkamp. Hvem husker ikke Fodboldtossen, der i de sidste minutter af den afgørende landskamp mellem Danmark og Sverige for 17 år siden stormede ind i det danske straffesparksfelt og angreb dommeren? I de efterfølgende dage var han den måske mest omtalte mand i Danmark.

Den stakkels fodboldtosse havde indtaget en 15-18 genstande, så hans beslutning om at hoppe over hegnet og ind på banen var næppe resultatet af dybe overvejelser, hvor fordele og ulemper blev vejet op mod hinanden. Men andre baneløbere har været væsentligt mere kalkulerede. Det årlige tennisstævne i Wimbledon har gennem årene tiltrukket adskillige såkaldte streakers – mennesker, der i håb om opmærksomhed og lidt berømmelse smider alt tøj og stormer banen. Og i en del år virkede det. Da en nøgen kvinde løb ind på banen til Wimbledon-finalen i 1996, gik de sensationelle billeder verden rundt.

Men det er, som om man ikke rigtigt ser dette fænomen så meget mere – i hvert fald ikke hvis man mest følger sine kampe derhjemme foran fjernsynet. Og det er der en god grund til. For som årene gik, og streakerne fortsat kom løbende, indså man, at disse typer primært var motiveret af den opmærksomhed, de kunne få fra netop de rullende tv-kameraer og den medfølgende offentlige interesse. Hvis blot man vendte kameraerne væk, når der var en nøgen mand i sigte og undlod at svælge i langsomme gengivelser fra alskens vinkler, så forsvandt det måske væsentligste incitament ret hurtigt.

DET VISER SIG, at medierne har et medansvar i den slags situationer. Da Europa i midten af 2010erne blev ramt af en regulær terrorbølge, dæmrede det også langsomt for de fleste medier, at et overdrevent fokus på den enkelte terrorist, hans eller hendes historie, motiv og personlighed måske kunne øge tiltrækningskraften for andre potentielle terrorister. Skulle en Breivik slå til i dag, er det ikke givet, at man ville fokusere lige så meget på ham og hans personlige fortælling og forvrøvlede manifest, som man gjorde i 2011.

Samme konklusion er man for længst nået frem til i USA. Her er det den udbredte opfattelse, at medierne formentlig har medvirket til den stigning i skoleskyderier, man har set siden angrebet på Columbine High School i 1999, hvor 13 mennesker blev skudt og dræbt, da to elever besluttede sig for at begå massemord sammen. I månederne efter skyderiet flød medierne over med portrætter af de to gerningsmænd, der af samme grund opnåede en decideret modkulturel heltestatus i visse undergrundsmiljøer.

Måske burde medierne overveje at drage samme konklusion oven på tidens store aktivisttrends. Hvis nu man undlod at gå i breaking, hver gang en klimaaktivist smider suppe på Mona Lisa, limer sig selv til en motorvej eller afbryder et debatarrangement med råb om en global intifada, kunne det måske være, at tiltrækningskraften ved sådanne happenings også langsomt vil visne hen.