Konservativt. Ja, ja, ja, nu kommer jeg. Søren Pape Poulsen udstikker en borgerlig kurs for Danmark. Svært? Jo, men mon ikke vi finder ud af det, som han siger.
Schlüters arv
Når Søren Pape Poulsen møder viborgenserne på gågaden i weekenden, oplever han aldrig, at folk henvender sig for at give deres besyv med om den i øvrigt »superspændende« debat om forholdet mellem konservatismen og liberalismen.
»Det er mere sådan noget om en ny motorvej, eller om de ældre på plejehjemmene selv kan få lov til at bestemme, hvad de vil have at spise. Altså, jeg siger ikke, at ideologi er noget bras, men mange af de ideologiske debatter har det med ikke at føre nogen steder hen. Jeg er ikke typen, som hele weekenden tænker på at formulere den rette balance mellem liberalisme og konservatisme i år 2021. Jeg nøjes med at synes, at det er sundere, hvis der er en bedre balance mellem opbakningen til liberale og konservative. Jeg er pragmatiker, praktiker, jeg er jo rundet af det kommunalpolitiske Danmark,« påpeger den tidligere Viborg-borgmester.
Del: