Streaminganbefaling. Denne uges streaminganbefaling er "Pose" Pose, der omhandler livet i og omkring en subkultur skabt af sorte og brune dragqueens, transpersoner og homoseksuelle i New York.
Sidste dans
Bruden er den smukkeste af dem alle. Svøbt i en kjole af fed silke med applikerede blomster i samme cyklamen som læberne og glimmeret på verdens længste vipper. Gommen græder, selvfølgelig gør han det, han har set det hele, det har de alle, men bruden er et enestående syn. Og skønt det kun er de to, der skal vies under den opulente blomsterport, er balsalen på det dyre hotel fyldt til bristepunktet med gæster klædt i dyre brudekjoler med brudeslør og brudebuketter. Det er ikke kun brudens store dag, hun deler den med hele sin selvvalgte familie, hun er dem, og de er hende, og dette er den lykkelige slutning, de alle har ventet på.
»Det var mit kærestebrev til Pose,« sagde Janet Mock, en af seriens manuskriptforfattere og instruktører, som er sort transkvinde, til New York Times i sidste uge, »og til de kvinder, der ser denne serie, og som længes efter et dybt, dybt partnerskab med et menneske, som virkelig er der, virkelig står inde for dem, hylder dem og elsker dem i fuld offentlighed«.
Del: