VAR det indlysende, at Kvinfos direktør ville blive mødt med så klar fordømmelse? Kan man virkelig bebrejde Henriette Laursen, at hun på sin Facebook-side lod sig fotografere foran Højesterets hoveddør, mens hun antydede, at afgørelsen i Jes Dorph-Petersen-sagen var faldet anderledes ud med kvindelige dommere?

DET skulle hun ikke have gjort, forstår vi. Først blev hun hængt til tørre fra borgerlig side, og sidenhen har også Politiken i utvetydige vendinger sagt fra over for denne underminering af landets højeste retsinstans. Chefredaktør Christian Jensen kalder det ligefrem »dumt«, at Kvinfo-direktøren anfægtede afgørelsen, »alene fordi den er afsagt af fem mandlige dommere«. Men hvorfor egentlig?