Revolutionen, der aldrig slutter

PÅ det nyrenoverede bymuseum i Paris hænger et velkendt maleri: To tavler med tekst i 17 afsnit og titlen Déclaration des droits de l'homme et du citoyen de 1789. Den franske menneskerettighedserklæring er meget enkel og udmærker sig ved den præcise definition af borgerens frihed: demokrati, retssikkerhed, ejendomsret, ytringsfrihed og religionsfrihed. Erklæringen blev født i blod og havde næsten intet at gøre med det daværende Frankrig. Det var et revolutionært oplysningsideal: universalismen, alle borgeres ret til frihed, garanteret af republikken.

SØNDAG skal franskmændene ikke bare vælge mellem de to kandidater, Emmanuel Macron og Marine Le Pen. For Le Pen vil gøre op med selve det revolutionære ideal, hvor alle statsborgere er lige i en stat, der ikke interesserer sig for hudfarve eller religion. Le Pens etnonationalisme udtrykker nærmest det modsatte af det, revolutionen handlede om: For hende bestemmes privilegier og rettigheder først og fremmest af etnicitet. Det er Blut & Boden i fransk aftapning. Det er revolutionens principper, der er på stemmesedlen.