Først og fremmest. Der er intet lys i horisonten for Venstre og Troels Lund Poulsen.
Rejsen mod bunden
Man troede næsten ikke, det kunne blive værre. Men det kunne det. Først havde Venstre et horribelt efterår, hvor partiet blev splittet i spørgsmålet om gødskningsloven og måtte vinke farvel til to af dets største stemmeslugere, Søren Gade og Preben Bang Hansen. Nu står partiet tilbage som den store taber af gårsdagens skatteaftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti.
Med skatteaftalen har Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, vist, at han er en mand, som regeringen kan arbejde sammen med for en relativ billig pris. Sænkningen af afgiften på benzin og diesel, der var Dansk Folkepartis eneste væsentlige krav, koster i omegnen af to-tre milliarder og gælder kun i 2027.
Til gengæld indeholder aftalen permanente skatte- og afgiftslettelser for 11 milliarder kroner. Man fjerner både toptopskatten og mellemskatten samt sænker selskabsskatten fra 22 til 19 procent. Det er alt sammen borgerlig økonomisk politik, som Venstre ville have elsket at kunne tage en del af æren for. Men nu er den altså gennemført helt uden partiets indflydelse.

Dermed står Venstre tilbage uden nogen reel politisk indflydelse og har ingen udsigter til at genvinde sin gamle rolle som leder af den såkaldte »blå blok«, der efterhånden mere er en sproglig kliché end noget reelt eksisterende fænomen.
I weekenden holder Venstre landsmøde i Herning. Den seneste meningsmåling, som Verian har lavet for Berlingske, giver formentlig en udmærket indikation af, hvilken stemning man kan forvente. Her får Venstre 6,7 procent af stemmerne, hvilket er den laveste opbakning, som partiet nogensinde har fået i en Verian-måling. Instituttet var tidligere kendt under navnet Gallup og har målt tilslutningen til partierne siden 1953.
For at føje spot til skade har DR foretaget en rundspørge blandt lokalformænd i Venstres bagland for at høre, om de tror på, at Troels Lund Poulsen kan blive Danmarks næste statsminister. Ud af de 111, der har svaret, svarer 36, at de ikke tror på det, mens 34 svarer, at de tror på det. De resterende 44 har svaret »ved ikke«. Det udtrykker hverken optimisme for partiets nærmeste fremtid eller nogen dybere tillid til formanden.
Adskillige lokale formænd fra små kredse er ligefrem citeret i DRs artikel, hvor de kritiserer Troels Lund Poulsens formandskab. »Troels Lund er en svag leder,« siger Preben Th. Olsen, der er vælgerforeningsformand i Arrild i Sønderjylland. Bente Bendix, der er formand for Varde Sydvest-vælgerforeningen, kalder det »helt håbløst« med Troels Lund Poulsen som leder og vil have en ny på posten. Der er ikke ligefrem tale om store Venstre-koryfæer her, men det er set før, at en partiformands fald starter med brok og uro i baglandet.
Alt tyder altså på en rigtig dårlig weekend for Troels Lund Poulsen, der har forsvaret den seneste tids uro med, at partiet er på en rejse. Spørgsmålet er, hvor rejsen ender. For nu går turen til Herning, hvor et stærkt utilfreds og slukøret bagland venter.

I øvrigt ...
Norsk Kulturråd har vedtaget nye regler for litteraturstøtte og indkøb til biblioteker, der udelukker støtte til bøger skrevet med kunstig intelligens, skriver Politiken. Reglerne kommer midt i en større debat om anvendelse af kunstig intelligens i litteraturen, der fik sit dramatiske højdepunkt i en ophedet ordveksling i DRs Debatten mellem iværksætteren Martin Thorborg og kulturminister Zenia Stampe. Sidstnævnte ønsker heller ikke at støtte anvendelsen af kunstig intelligens i kulturen. Nu har man i Norge taget klar stilling.
Herhjemme arbejder Danske Forlag og Dansk Forfatterforening på en mærkningsordning. Hos Statens Kunstfond vil man dog ikke afvise ansøgere, der har brugt kunstig intelligens som led i den kreative proces.



