Leder. Kaare Dybvads lære af de seneste 32 års danske politik er, at vinduerne skal lukkes, grænserne genetableres, individet tøjles og staten diktere borgernes valg. Det er ikke en politik, han kan gennemføre uden at støde de betydelige vælgergrupper fra sig
Radikal lighed
FRA Kaare Dybvad Bek har vi vænnet os til bastante udtalelser, men i denne uge overbød han sig selv med et offensivt angreb på den danske, ja, Vestens liberale verdenssyn siden Murens fald. Interviewet i Berlingske med regeringens indenrigs- og boligminister, som længe har opfattet veluddannede som en slags moderne tyranner, har vakt berettiget opsigt, i særlig grad fordi han bundter 68-bevægelsen med det, han kalder 89erne. Begge bevægelser udlevede ifølge Dybvad et »borgerligt opgør«. Sammenligningen kræver vilje til at se stort på mellemregninger. 89erne var i sig selv et opgør med den naive støtte, mange 68ere gav regimerne mod øst og voldsforherligende kupmagere i tredjeverdenslande. Men sandt er det, at der hos både 68erne og 89erne lå en trang til at åbne vinduerne mod verden, udvise sund skepsis over for autoriteter, heriblandt statslige, og søge maksimal selvudfoldelse. Den trang ønsker Dybvad at stække.
MINIMALSTATEN kaldte Anders Fogh Rasmussen den vision, han i begyndelsen af 1990erne fulgte, og som Dybvad vel nu bruger som stråmand for sit projekt. Ministeren vil berede vælgerne på et nyt regime, det modsatte så at sige, hvor politikerne vil rykke rundt på danskerne, så det socialdemokratiske samfund kan komme i vater. Fremtiden handler mere om lighed end om frihed. Ikke økonomisk lighed som i gamle dage, men en langt mere radikal lighed, der skal udjævne forskellen mellem de privilegerede og veluddannede i storbyen og omegn og de mindre privilegerede og mindre veluddannede i de belastede områder. Den Store Ommøblering, hvor regeringen vil sende uddannelsesinstitutioner til provinsen, og hvor gymnasieelever skal fordeles efter indkomst og folkeskoleoptaget efter befolkningsgrundlaget. Derudover kvoter for, hvor mange ikkevestlige indvandrere og efterkommere der kan bo i samme område. Dybvad fortæller os, at tre årtiers frihedsvanvid tvinger en socialdemokratisk regering til at gribe markant ind i vores liv. Måske skyldes det i højere grad, at den glød, der altid har ulmet hos Socialdemokratiet, igen er brudt ud i lys lue. Man vil være sociale ingeniørkunstnere.
Del:
