Leder. Det forlyder, at Vesten ikke har »forstået« Vladimir Putins rationale. Lad os håbe, at vi har forstået ham nu.

Putins selvopfyldende profeti

VLADIMIR Putin elsker historie, så lad os give ham lidt historie. Den 1. december 1991 afholdt ukrainerne en folkeafstemning om ukrainsk uafhængighed. 90 procent stemte for. Selv i de østlige områder, Donetsk og Luhansk, stemte et klart flertal ja til uafhængighed. Inden året var omme, havde over 120 lande anerkendt den ukrainske stat. I januar valgte det nye parlament den nationalhymne, der gennem 100 år var blevet symbol på drømmen om løsrivelse: »Ukraines storhed og frihed er endnu ikke forsvundet.«

PUTINS påstand om, at de stakkels ukrainere aldrig selv har valgt deres skæbne, og at han nu vil tilstå dem denne frihed, ville være grinagtig, hvis den ikke var så uhyggelig. Han taler om de to landes fælles historie, og på en afgørende måde har han ret: Både ukrainere og russere har været undertrykt i et imperium, først russisk, så sovjetisk, hvor en central magt har kontrolleret folket med vold og terror. Men ukrainerne har igen og igen forsøgt at rive sig løs. Det lykkedes i 1991, og lige siden har ukrainerne på godt og ondt skabt sig et demokrati, hvor borgerne kan vælge deres ledere frit. I Ukraine har russerne kunnet se sig selv i en anden version, mere kaotisk, friere og stadig mere demokratisk. Det er dét, Vladimir Putin vil sætte en stopper for. Angrebet på Kijev 2022 er vor tids udgave af Budapest 1956 og Prag 1968, hvor Sovjet knuste den ungarske og tjekkiske befolknings ønske om frihed.

kras
(f. 1971) er chefredaktør. Han er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet med studier på Hebrew University og London School of Economics. Han kom til Weekendavisen som praktikant i 1995 og blev derefter korrespondent i Jerusalem og London, udlandsredaktør og dækkede USA i årene under Barack Obama. Efter afstikkere til DR2s Deadline kom han tilbage til avisen i 2016 og blev chefredaktør i januar 2017. Han har skrevet De retfærdige - en islamisk stafet, Min amerikanske drøm – på jagt efter stjernerne, Ritt og Søren - samtaler om krig og kærlighed, Pundik og Krasnik - og resten af verden og senest En smal bro over afgrunden.

Andre læser også