Enhver, der kigger på sin bon efter en tur i supermarkedet, må spærre øjnene op. Priserne stiger, og i medierne forklares det med Ukrainekrigen og andre faktorer, der ligger langt fra forbrugerens hverdag. Men i 1700-tallet var man mere skeptisk, og der blev ikke lagt fingre imellem, når årsagen til inflationen skulle udpeges. Det var detailhandlen, der måtte stå for skud i kritikken af vareknaphed og prisstigninger.

En københavnsk skillingsvise fra 1786 tager den tiltagende smørmangel og deraf følgende prisstigninger op og beretter, hvordan man må spise tørt brød, fordi der ikke er råd til at smøre smør på. Visen nævner en skikkelse som Morten Skindpels, der sælger det eftertragtede smør til højestbydende og lader de fattigere medborgere i stikken.