Politik som placebo

STORT postyr var der, da regeringen i maj lancerede et udspil, der påbød universiteterne i de store byer at nedlægge op til ti procent af deres studiepladser eller flytte dem ud af byerne. Kritikken haglede ned: De studerende ville selv til storbyen, og i provinsen var der i forvejen ledige studiepladser. En afgrænset, højt kvalificeret lærerstab skulle ikke spilde tid på at pendle. Studiemiljøet og kvaliteten ville blive elendig. Og desuden var Danmark geografisk for lille et land til, at man kunne opsplitte uddannelserne uden at gøre skade på netop de universiteter, hvis forskning nyder størst anerkendelse. Så hvad endte det med? Ja, med en bred politisk aftale, såmænd, hvor kravet om nedlæggelse eller udflytning af studiepladser er lavet om til en målsætning frem mod 2030. Næsten ti år. Men regeringen fik vist, at den skam har viljen.

STÅHEJ var der sandelig også over regeringens beslutning om at lægge et asylcenter for afviste kriminelle asylansøgere på Langeland. Igen var modargumenterne gode: Hvorfor skulle en af landets fattigste kommuner, der havde problemer nok, belastes af forhærdede forbrydere? Havde man gjort sig klart, at det gør en forskel, når man indkvarterer 133 kriminelle på et herresæde to kilometer fra Bagenkop med 463 indbyggere? I Berlingske fremførte en professor i forfatningsret, at beboerne i henhold til grundloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention muligvis havde ret til erstatning for ekspropriation, hvis områdets ejendomspriser faldt dramatisk. Men ingen af disse bekymringer er længere relevante: For regeringen måtte som bekendt droppe projektet. Men den fik vist, at den har viljen. Samtidig arbejder den ufortrødent videre på sin plan om et modtagecenter for asylansøgere i et fjernt land, selvom EU-Kommissionen har ladet forstå, at det vil være i strid med EU-lovgivningen. Regeringen kunne gøre det lettere for sig selv, hvis den i stedet arbejdede på et center for afviste asylansøgere i udlandet – og gerne de kriminelle, der ikke kom til Langeland – for de har jo fået prøvet deres sag, og dem skylder vi ikke andet end at sikre os, at de ikke lider overlast. Men for regeringen er den slags teknikaliteter mindre vigtige. Den får vist, at den skam har viljen.